Der bliver færre og færre boliger at vælge imellem for køberne
Finans Danmark har netop offentliggjort tal for antallet af boliger til salg i januar 2020. Tallene viser, at der er 32.151 huse og 6.745 ejerlejligheder at vælge imellem på markedet.

Det er på landsplan 4,1% færre huse og 14,1% færre lejligheder end på samme tid i 2019. Det er i alle 11 landsdele, der er færre huse at vælge imellem i dag end for et år siden. For ejerlejlighederne er det markante fald i udbuddet i København og Aarhus, som primært trækker ned, mens der er flere ejerlejligheder til salg i de lidt mindre byer.
Det seneste år er der for alvor også gang i salget af huse uden for de største byer, og de mange hussalg har gjort et godt indhug i antallet af huse til salg. For selvom der fortsat sættes mange huse til salg, så står det ikke mål med hussalget, som bl.a. drives op af de mange nye husejere som kommer til i de her år. Fremgangen i dansk økonomi løber på 8. år og har givet rekordmange danskere fast arbejde, renterne er lave, og ser man bort fra storbyerne, er huspriserne i det lys ikke høje. Mange unge familier har derfor fin plads i privatøkonomien til at blive husejere for første gang.
Der var i januar færre huse til salg i samtlige 11 landsdele målt i forhold til samme måned i 2019. Særligt i landsdelene Vest- og Sydsjælland samt i Øst- og Sydjylland er udbuddet faldet som følge af, at opsvinget på boligmarkedet i højere og højere grad siden drives af øget hussalg uden for de allerstørste byer. I Københavns Omegn er udbuddet af huse til salg uændret det seneste år. Et almindeligt hus i omegnen til København koster i dag ofte tæt på 5 mio. kr., og mange familier på boligjagt må derfor se længere væk for at finde et hus, som passer både behov og pengepung. Samtidig har der i en årrække været meget stor aktivitet rundt om Købehavn, og der er grænser for hvor mange flere, som ønsker at flytte, hvilket dæmper antallet af huse som sættes til salg.
Højere ejerlejlighedssalg skaber betydeligt lavere udbud på dét marked
Antallet af handlede ejerlejligheder tog et hop op i 2. halvår 2019, og da der heller ikke kommer helt så mange nye ejerlejligheder på markedet som for 1 år siden, så betyder det færre ejerlejligheder at vælge imellem for køberne. Det er bemærkelsesværdigt, at det netop er i København og på Frederiksberg, at udbuddet falder mest. En stort antal købere er vendt tilbage til ejerlejlighedsmarkedet i de store byer, de har slået til, og det stigende antal handler har gjort et kraftigt indhug i antallet af ejerlejligheder til salg i de dyreste områder.
Der var på landsplan 14,1% færre ejerlejligheder til salg i januar 2020 målt i forhold til januar 2019. I København og Frederiksberg kommune er der tale om fald i udbuddet på hhv. 26,4% og 35,6%. I Aarhus er udbuddet faldet med 17,0%.
Den store appetit på sommerhuse har givet det laveste udbud af sommerhuse i flere år. Der er nu blot 8.057 sommerhuse at vælge imellem, hvilket er 16,8% lavere end for et år siden. Vi forventer fortsat rigtig mange sommerhussalg i 2020, og selvom der forventeligt bliver sat mange sommerhuse til salg i de kommende måneder, så vil udbuddet i 2020 være relativt lavt.

Mira Lie Nielsen
Boligøkonom: Rådgiver og inspirerer boligejerne om boligfinansiering, boligpriser og udviklingen på boligmarkedet.
Relaterede Artikler

Trump fyrer centralbankmedlem

Udsigt til lavere vækst herhjemme
