Industriproduktionen faldt i 4. kvartal, men 2019 var et forrygende år for dansk industri
I december måned steg industriproduktionen med 6,6 pct. i forhold til måneden forinden. Det viser de seneste tal fra Danmarks Statistik, offentliggjort her til morgen.

Stigningen følger et ret kraftigt fald måneden før, og det understreger den ret store usikkerhed, der er i udviklingen fra måned til måned.
Med industriproduktionen har vi nu det første ”hårde” produktionsstal for 4. kvartal på plads, dvs. at det er baseret på indberetninger om virksomhedernes faktiske produktion. Det kan give et fingerpeg om, hvordan det allerførste bud på BNP i form af BNP-indikatoren for 4. kvartal kommer til at se ud på onsdag i næste uge.
Og ser man på 4. kvartal som helhed, faldt industriproduktionen med 1,4 pct. i forhold til 3. kvartal. Faldet i 4. kvartal er især trukket af medicinalindustrien, som ellers havde et fantom-år sidste år. Ser man bort fra medicinalindustrien, var industriproduktionen omtrent uændret i 4. kvartal.
Med udviklingen i industriproduktionen i årets sidste tre måneder, kan det godt gå hen at blive en forholdsvis afdæmpet BNP-vækst i 4. kvartal. Men her skal man skal altså lige huske på, at både BNP og industriproduktionen ligger på et ret højt niveau i slutningen af sidste år. Og holder man det sammen med de temmelig stærke eksporttal for slutningen af sidste år, bør man heller ikke være så nervøs for BNP i 4. kvartal.
2019 var et forrygende år for dansk industri
Flere af de største danske industrikæmper har i disse uger offentliggjort solide regnskaber. 2019 var et fantastisk godt år for dansk industri, hvor industriproduktionen steg med 4,3% i forhold til 2018. Især stærk udenlandsk efterspørgsel efter danske industrivarer sikrede en omsætningsvækst på eksportmarkederne på 6,7 pct. på de udenlandske markeder og på 4,4% i alt.
Det er især medicinalindustrien, der drev fremgangen i industriproduktionen i 2019. Ser man bort fra den, steg industriproduktionen med 1,2% sidste år. Medicinalindustrien udgør omkring 20% af dansk industriproduktion.

Relaterede Artikler

Trump fyrer centralbankmedlem

Udsigt til lavere vækst herhjemme
