USA’s jobmarked starter 2020 i fin form
Den amerikanske økonomi fortsætter med at levere en imponerende solid jobskabelse.

225.000 nye jobs blev der skabt i januar måned mod en forventning på 165.000. Det er en god portion mere end gennemsnittet i 2019 på ca. 175.000, og mere end rigeligt til at fortsætte tendensen til et nedadgående pres på arbejdsløshedsraten.
Arbejdsløshedsraten steg en smule til 3,6%, men forbliver trods stigningen tæt på det laveste niveau siden 1960’erne. Holder amerikansk økonomi snuden i sporet i 2020 – og det er vores klare forventning – så kan vi se fald i arbejdsløshedsraten til ned omkring 3¼ % i løbet af året. Sker det skal vi altså tilbage til de tidlige 1950’ere for at finde en lavere arbejdsløshed i USA (2,5%). Ingen skidt historie for Trump at gå til valg på til november.
Coronavirus og Federal Reserve
Januars jobtal synes ikke at være mærket af Corona-virusudbruddet, da der endnu ikke er nogen betydelig økonomisk effekt at spore uden for Kina. Men afhængig af hvor omfattende og langvarige produktionsforstyrrelserne i Kina kommer til at blive, så kan der sagtens ske afsmitning til global industri. En industri der ellers lige synes at være ved at finde sine ben igen efter handelskrigens rasen i 2019.
Lige nu tyder mest dog på, at resten af verden påvirkes relativt begrænset og kortvarigt, og dermed er det heller ikke vores forventning, at virusudbruddet vil afføde en reaktion fra Federal Reserve. Vi venter, at de står fast og holder renten uændret 2020 igennem, men selvfølgelig opretholder paratheden til at reagerer, hvis Corona-virussen ikke kommer under kontrol relativt hurtigt.
Gode signaler fra USA er helt afgørende for at opretholde den positive stemning, der har igen har fået overhånden i markedet over den seneste uges tid, og som vi også venter vil dominere de kommende måneder.

Frederik Engholm
Chefstrateg: Beskriver og definerer de store linjer i global økonomi og investeringsforhold. Herunder Nykredits holdning til investering, rente-, valuta- og aktiemarkedet.
Relaterede Artikler

Trump fyrer centralbankmedlem

Udsigt til lavere vækst herhjemme
