Nationalbanken etablerer en ekstraordinær udlånsfacilitet, og holder renten uændret
Det er en hektisk dag i de store danske økonomiske politik-institutioner.

I Finansministeriet har regeringen knap afsluttet pressemødet med den anden hjælpepakke til corona-ramte Danmark, før Nationalbanken, foranlediget af ECB, er på banen med en beslutning om at holde rente i ro og etablere en ekstraordinær udlånsfacilitet.
Vi havde på forhånd ventet, at Nationalbanken fastholdt renten i dag. Men det var på baggrund af en forventning om at ECB ville sænke renten med 0,1 procentpoint. Nationalbanken har dermed ikke indsnævret rentespændet til ECB, som vi ellers ventede, selv om den danske krone har været ganske svage i en periode.
Lars Rohde har sandsynligvis vurderet, at det ikke var på sin plads at forstyrre markederne med en ensidig dansk renteændring i denne situation. I stedet har han bragt et tiltag på banen, som ligger i forlængelse af regeringens initiativer, der skal understøtte den finansielle sektors mulighed for at afbøde de betalingsvanskeligheder, som virksomheder kan komme (kommer!) i. Se også min kommentar fra lige før.
Nationalbanken gør det nemlig muligt for de store banker (de pengepolitiske modparter) at optage 1-uges lån mod pant til en rente på -0,50 pct. (mod en udlånsrente i Nationalbankens almindelige udlånsfaciliteter på 0,05%). Det er Nationalbankens måde at levere ”super cheap” funding, som ECB formulerede det.
Endelig støtter Nationalbanken regeringens beslutning om at frigive den kontracykliske kapitalbuffer. Det er et vigtigt signal, da Nationalbanken længe har været stærk fortaler for at bygge bufferen op.

Troels Kromand Danielsen
Tidligere cheføkonom i Nykredit
Relaterede Artikler

Trump fyrer centralbankmedlem

Udsigt til lavere vækst herhjemme
