*c-questionc question887625C2-7BF1-4000-B4A3-B26DC9267EA1@3x2F9E87B5-5CC3-4957-855A-0368FBC07B2C@1xGroup 13-Group 13-Group 13+Group 13+c-questionflag-enStroke 1Stroke 1
Artikel Økonomiske analyser |

Fortsat få tvangsauktioner trods ny stigning i februar 2020 - Coronavirus vil ikke ændre billedet

Antallet af tvangsauktioner er steget i de to første måneder af 2020, men niveauet er fortsat meget lavt.

Med 208 tvangsauktioner i februar 2020 er antallet af tvangsauktioner steget med 3% den seneste måned, når der korrigeres for normale sæsonudsving. Antallet af tvangsauktioner er steget i de to første måneder af 2020, men niveauet er fortsat meget lavt. Det viser netop offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik. Trods stigningen i februar ligger antallet af tvangsauktioner fortsat på et lavt niveau, og derfor giver den lille stigning den seneste måned heller ikke anledning til bekymring.

Danskerens privatøkonomi har det rigtig godt, og det betyder, at få huse ender på tvangsauktion. Beskæftigelsen er høj, indkomsterne stiger fornuftigt, inflationen er lav, og faldende boligrenter har gennem en årrække givet store besparelser i husholdningsbudgettet hos mange boligejere. Selvom man bliver arbejdsløs og oplever indkomstnedgang, så gør de lave boligrenter i mange tilfælde det alligevel muligt fortsat at betale den månedlige ydelse på boliglånet. Det går samtidig så godt på boligmarkedet, at skal man af med sit hus, så er mulighederne for at sælge det i alminelig fri handel gode, og det er også med til at sikre få tvangsauktioner. At vi enkelte måneder ser stigninger er ikke unormalt, og derfor heller ikke bekymrende. Ser vi på det samlede antal tvangsauktioner de seneste 12 måneder, så skal vi fortsat helt tilbage til 2008 for at finde et lavere niveau.

Spredningen af coronavirusset har især i de seneste par uger fået de danske realkreditrenter til at falde, og rentefaldet vil understøtte boligejernes husholdningsbudgetter, som i sig selv vil medvirke til endnu færre tvangsauktioner i det resterende af 2020. Omvendt kan virusudbruddet også betyde en længere periode, hvor dansk økonomi kører på lavt blus, hvor nogle danskere kan miste deres job eller midlertidigt går ned i indkomst. Det vil umiddelbart øge risikoen for, at flere huse ender på tvangsauktion. Coronavirusset er alvorlig, men det vil øjensynligt have en midlertidig effekt på dansk økonomi, og vi ser derfor ikke, at antallet af tvangsauktioner vil stige massivt som følge deraf. De danske boligejeres privatøkonomi er generelt set meget solid - der er store opsparinger, høj friværdi og dermed noget at tære på hvis indkomsten falder i en periode.

Mira Lie Nielsen

Boligøkonom: Rådgiver og inspirerer boligejerne om boligfinansiering, boligpriser og udviklingen på boligmarkedet.

Relaterede Artikler