Grumme udsigter for dansk økonomi hvis IMF’s prognose holder stik
IMF har netop offentliggjort sin halvårlige prognose for verdensøkonomien. Og det er grum læsning.

Valutafonden spår et fald på de store danske eksportmarkeder på mellem 6 og 7,5% i år.
Hvad værre er, at rebound på de store danske eksportmarkeder i euroområdet og USA og norden ser ud til at være begrænset til næste år. Afsætning på eksportmarkederne er nemlig en afgørende forudsætning for, at dansk økonomi hurtigt kan komme på fode igen.
I udgangspunktet er sygdomsudbrud midlertidige. Det danske produktionspotentiale er da også som sådan intakt endnu, og produktionsfaciliteter står klar til at blive taget i brug igen. En stor del af den danske økonomi vil sandsynligvis ret hurtigt kunne vende tilbage til normal produktion – men det kræver, at efterspørgslen er der. Derfor vil det være katastrofalt, hvis IMF’s forudsigelser holder stik og genoprejsningen bliver langtrukket på eksportmarkederne.
Udsigt til en længere periode med svækkede eksportmuligheder giver desuden anledning til usikkerhed om fremtidige indtjeningsmuligheder og jobsikkerhed. Og det vil føre til yderligere fald i investeringer og forbrug herhjemme – det er opskriften på en egentlig lavkonjunktur. Den risiko stiger, jo længere forløbet med dæmpet efterspørgsel varer.
Med økonomisk politik kan vi afbøde konsekvenserne for dansk økonomi, men ikke helt forhindre dem. Regeringen har sat massivt ind med hidtil usete hjælpepakker til dansk økonomi, som skal være med til at sikre, at virksomhederne ikke drejer nøglen om og må afskedige ansatte, mens udbruddet står på. Samtidig står både regering og Folketing klar til med mere klassisk efterspørgselsstimulerende politik, når der bliver behov for det, efterhånden som økonomien åbnes.
Der findes ingen perfekt hjælpepakke, der kan helt kan friholde økonomien eller brancher fra krisen. Selv hvis vi herhjemme kunne friholde økonomien fra krisen, kan vi ikke opveje svigtende efterspørgsel efter danske varer og tjenester på eksportmarkederne

Troels Kromand Danielsen
Tidligere cheføkonom i Nykredit
Relaterede Artikler

Trump fyrer centralbankmedlem

Udsigt til lavere vækst herhjemme
