Endnu et horribelt arbejdsløshedstal fra USA
Yderligere 5,2 mio amerikanere mistede jobbet i sidste uge.

Det viser tal for nye ansøgninger om arbejdsløshedsunderstøttelse. Derved er 22 mio. røget ud af beskæftigelse over de sidste 4 uger i USA.
22 mio. er næsten 14% af arbejdsstyrken, og det peger på at den underliggende arbejdsløshed i USA lige nu nærmer sig de 18%. Det er et svimlende tal. Varer nedlukningen længe, så vil flere og flere begynde at bekymre sig om, hvorvidt de kan finde tilbage i beskæftigelse bagefter. Det kan føre til markant større tilbageholdenhed i forbruget – også for mange af dem der har penge på kontoen – og det kan være gift for økonomien, hvis den tendens bliver for udbredt. Det kan medvirke til en mere langvarig krise. Det er en af grundende til, at der kan være en mening i at holde folk i beskæftigelse via støtteordninger.
Hjælpepakke bidrager måske til høje understøttelsesansøgninger, da det for nogle lavtlønnede i visse stater i USA kan være mere givtigt at få understøttelse end at arbejde. Understøttelsen blev midlertidigt kraftigt forhøjet, som en del af den 2.200 mia. dollar store redningspakke kongressen vedtog i marts. De 600 dollar ekstra, man nu kan opnå om ugen, er næsten 3 gange så meget som den normale understøttelse i flere fattige sydstater, og for nogle bliver den samlede understøttelse altså højere end den hidtidige lønningscheck. For langt de fleste vil understøttelsen dog kun dække en mindre andel af lønnen, og desuden gælder den udvidede understøttelse (indtil nu) kun frem til juli.
Vi venter ikke, at understøttelsesansøgninger vil forblive på samme høje niveau i mange uger fremover. Flere firmaer må godt nok forventes at bukke under og dermed fyre folk, men en del brancher vil kunne få støtte fra staten mod fastholdelse af medarbejdere. De ordninger bliver der forhandlet om dag for dag – i forgårs landede man en ordning for den trængte flybranche. Og det kan dæmpe jobtabene fremadrettet.
Der er dog ingen tvivl om, at arbejdsløsheden i USA vil stige yderligere gennem de kommende måneder.

Frederik Engholm
Chefstrateg: Beskriver og definerer de store linjer i global økonomi og investeringsforhold. Herunder Nykredits holdning til investering, rente-, valuta- og aktiemarkedet.
Relaterede Artikler

Trump fyrer centralbankmedlem

Udsigt til lavere vækst herhjemme
