I februar steg boligpriserne fortsat- det vil ændre sig i de kommende måneder
Danmarks Statistik har netop offentliggjort tal for boligsalget i februar 2020.

Tallene viser bl.a., at priserne på huse og ejerlejligheder på landsplan er steget hhv. 2,3% og 3,5% i løbet af det seneste år, når man sammenligner februar 2020 med februar 2019. Tallene viser også, at antallet af bolighandler fortsat var højt i frem til februar, men dog en smule under niveauet i 2019. Stor aktivitet og stigende priser prægede dermed fortsat udviklingen på boligmarkedet i februar- fra marts og frem vil tallene ændre sig til det værre for en periode.
Boligpriserne steg i februar fordi det på daværende tidspunkt økonomisk set fortsat gik rigtigt fint i Danmark, og coronavirus havde endnu ikke nogen særlig betydning for vores dagligdag eller vores økonomiske beslutninger. Derfor fortsatte boligmarkedet den velkendte rute med mange bolighandler og prisstigninger stort set over hele landet. Vi har været igennem en lang årrække med fremgang i dansk økonomi, hvilket i skøn cocktail med rentefald på rentefald har medført, at boligmarkedet stort set siden 2012 har været i fremgang.
Corona vil ramme hårdt for en periode
I dag er situationen som bekendt en anden, og det er kun et spørgsmål om tid før end den negative påvirkning fra coronakrisen også vil kunne aflæses i tallene fra Danmarks Statistik. Antallet af bolighandler kommer til at falde betydeligt, og det vil også trække priserne nedad. Et boligkøb er for mange den største økonomiske beslutning gennem livet, og derfor vil færre have lyst til og mulighed for at købe en ny bolig, når et samfundsøkonomisk tilbageslag rammer. Færre købere vil medføre et nedadrettet tryk på priserne. Vi forventer, at 2020 bliver det første år siden 2012 hvor priserne på huse og ejerlejligheder falder på landsplan.
Såfremt genåbningen af Danmark fortsætter, så finder vi det realistisk, at antallet af hushandler vil løfte sig igen, men dog ikke nok til at undgå faldende boligpriser i år. Selvom boligmarkedet ikke går fri af denne krise, så mener vi, at boligmarkedet i dag er bedre rustet til en periode med økonomisk tilbagegang, end da eksempelvis finanskrisen ramte Danmark. Dengang faldt hus- og ejerlejlighedspriserne 20% i kølvandet på krisen. Det bedre udgangspunkt i dag vil holde hånden under prisfaldet som vi pt står overfor. Boligpriserne og boligbyrden er ingen steder i landet øget lige så massivt som op til finanskrisen, og samtidig er kreditvurderingen af boligkøberne strammet. Derudover er boligejerne i dag økonomisk set velpolstrede, da de har nedbragt gæld i de gode år, og i vid udstrækning skiftet variabel rente ud med fast.

Mira Lie Nielsen
Boligøkonom: Rådgiver og inspirerer boligejerne om boligfinansiering, boligpriser og udviklingen på boligmarkedet.
Relaterede Artikler

Trump fyrer centralbankmedlem

Udsigt til lavere vækst herhjemme
