*c-questionc question887625C2-7BF1-4000-B4A3-B26DC9267EA1@3x2F9E87B5-5CC3-4957-855A-0368FBC07B2C@1xGroup 13-Group 13-Group 13+Group 13+c-questionflag-enStroke 1Stroke 1
Artikel Økonomiske analyser |

Ledigheden steg med 13.400, men der er udsigt til flere ledige i april

I marts steg bruttoledigheden med 13.000 personer i forhold til februar.

Bruttoledigheden udgør nu 117.000 fuldtidspersoner. Det viser dagens tal fra Danmarks Statistik.

Siden uge 11, hvor nedlukningen af Danmark blev iværksat, er ledigheden steget med 46.000 personer. Der er to grunde til, at ledigheden ikke er steget med alle 46.000 personer i dagens opgørelse: For det første måles ledigheden som et månedsgennemsnit, og de fleste er blevet ledige i slutningen af måneden. Er man ledig i en halv måned, tæller man også kun som en halv person i ledighedsstatistikken. For det andet steg ledigheden frem til slutningen af marts måned med 33.000, og de resterende er blevet ledige i april.

Derfor kan vi også vente en yderligere og større stigning i ledigheden i april.

Mindst 232.000 job er i fare under coronakrisen
De 46.000 flere ledige tegner ikke et rigtigt billede af krisens omfang på arbejdsmarkedet. Det skyldes, at kompensationsordningerne holder hånden under mange jobs, som ellers ville være blevet opsagt og resulteret i større ledighed. Danske virksomheder har ansøgt om lønkompensation for 150.000 ansatte mod til gengæld at undlade at fyre sine ansatte, og 36.000 selvstændige har søgt om kompensation for tabt omsætning. Lægger man dem til de 46.000 ledige tegner der sig et billede af, at coronakrisen har bragt mindst 232.000 job i fare.

232.000 job svarer til 10,6% af den private beskæftigelse. Til sammenligning faldt den private beskæftigelse med 202.000 personer under den finansielle krise i midten af 2000’erne.

Indtil videre ser lønkompensationsordningerne ud til at virke. Ledigheden er stort set uændret over de seneste fire uger. Det primære formål med lønkompensationsordningen er at fastholde ansættelsesforholdet mellem ansatte og virksomhederne, selvom omsætningen svigter eller helt forsvinder. Og det er vigtigt, for det er med til at sikre, at vi hurtigt kan få startet produktionen op, når den sundhedsmæssige fare er reduceret.

At virksomhederne hurtigt kan åbne og være funktionsdygtige eller genstarte produktionen er med til at understøtte den genåbning, der gradvist er taget hul på herhjemme. Ca. 30.000 personer er beskæftiget i de erhverv, der i sidste uge fik lov til at åbne. Nogle af de ansøgninger om lønkompensation kan dermed allerede have haft sit virke og ikke skulle bruges i alle de fire måneder, det er muligt at søge for.

Troels Kromand Danielsen

Tidligere cheføkonom i Nykredit

Relaterede Artikler