*c-questionc question887625C2-7BF1-4000-B4A3-B26DC9267EA1@3x2F9E87B5-5CC3-4957-855A-0368FBC07B2C@1xGroup 13-Group 13-Group 13+Group 13+c-questionflag-enStroke 1Stroke 1
Artikel Økonomiske analyser |

Rentefald baner vejen for nyt 0,5 procentlån uden afdrag

Totalkredit og Nykredit påbegynder åbningen af et nyt 0,5 procentlån uden afdrag.

Det er netop blevet offentliggjort på fondsbørsen. Jeg forventer, at lånet vil åbne til en kurs omkring 96 ved det nuværende renteniveau.

Åbningen af det nye lån sker, fordi 1 procentlånet ligger i en kurs meget tæt på 100. Kurserne tog et hop i slutningen af sidste uge, og fredag endte gennemsnitskursen på 99,85, da fondsbørsen lukkede. Her ved åbningen af markederne til formiddag ligger de første handler af obligationen bag lånet til omkring kurs 99,8. Kommer kursen set over en hel dag over 100, så lukker 1 procentlånet. Ved at åbne det nye 0,5 procentlån sikrer vi boligejerne adgang til en fast lav rente i 30 år med 10 års afdragsfrihed.

Igen historisk lav rente på lån med fast rente og uden afdrag
Renten på 0,5 procent på et 30-årigt lån uden afdrag i 10 år er historisk lav, og det er altså meget billigt nu at sikre renten 30 år ud i fremtiden. Det er ikke første gang, at vi tilbyder et 0,5 procentlån uden afdrag, men det tidligere lån røg af hylden efter det såkaldte årgangsskift her 1. september.

Så længe 1 procentlånet uden afdrag er åbent, så forventer jeg, at de fleste vil fortsætte med at vælge dét lån. Det skyldes, at kursen er meget tæt på 100, og der er altså et meget lille kursstab. Et minimalt kurstab tiltaler mange boligejere.

Men 0,5 procentlånet er billigst i hele lånets løbetid. Så forventer du som boligejere at blive boende meget længe i din bolig, så kan det være en overvejelse værd. Samtidig er kursfølsomheden på 0,5 procentlånet højere end lånet med højere rente. Boligejere kan dermed få en større gevinst ved en rundbarbering af restgælden ved indfrielse af lånet, hvis renterne stiger på et tidspunkt.

Hvis begge lån er åbne, vil det derfor være en god ide at vende det med din bankrådgiver, inden du som boligejer lægger dig fast på den ene eller anden rente.

Meget bemærkelsesværdigt
1 procentlånet med afdrag lukkede for tilbud fra i torsdags efter, at gennemsnitskursen steg til over 100 ved lukketid for markederne onsdag eftermiddag.

Det er meget bemærkelsesværdigt, at vi nu igen kan komme i en situation, hvor begge de ledende lån med fast rente i 30 år er helt nede på 0,5 procent. Men det kan altså meget vel blive realiteten, hvis 1 procentlånet uden afdrag lukker for nye tilbud en af de kommende dage.

Boligejere og –købere kan i dén grad klappe i hænderne over, at vi er kommet helt i bund på boligrenterne. Det giver boligejere mulighed for at konvertere ned til en lavere rente. Og boligkøberne kan finansiere deres nye bolig til et fast rente på et historisk lavt niveau med fuld rente-tryghed i al den tid, de har lånet.

Renterne er faldet
Renterne er faldet på det seneste, og det har fået kurserne op på de fastforrentede boliglån. Renterne er presset ned af, at investorerne på de finansielle markeder søger over mod mere sikre investeringer.

Søgningen mod lidt mere sikkerhed skyldes, at en del investorer på de finansielle markeder er skuffede over dødvande i forhandlingerne i USA om forlængelse af hjælpepakkerne, der kan forsinke vedtagelsen til på den anden side af det amerikanske præsidentvalg i november. Og det skader vækstudsigterne for verdens største økonomi på kort sigt. Samtidig spiller præsidentvalget i USA i sig selv som en baggrundsmusik af usikkerhed for, hvordan udfaldet kan påvirke økonomien.

Når usikkerhed får investorerne på de finansielle markeder til at tage mindre risiko, er danske realkreditobligationer rent guf. Det skyldes, at obligationerne, der ligger bag de danske boliglån, er meget, meget sikre. Risikoen for tab er derfor minimal.

Fakta

Årgangsskiftet er noget, der sker hvert tredje år i alle realkreditinstitutterne. Det ændrede udløbet af obligationerne bag boliglånene fra eksempelvis 2050 til 2053 for de 30-årige lån.

Profilbillede af Sune Malthe-Thagaard, Chefanalytiker i Totalkredit: Rådgiver og inspirerer danskerne om lånefinansiering ud fra det aktuelle renteniveau og relevante realkreditprodukter.

Sune Malthe-Thagaard

Chefanalytiker i Totalkredit: Rådgiver og inspirerer danskerne om lånefinansiering ud fra det aktuelle renteniveau og relevante realkreditprodukter.

Relaterede Artikler