
Vigtige OPEC-forhandlinger kan ramme olieprisen
I begyndelsen af næste uge mødes OPEC og deres partnere i det efterhånden årelange samarbejde om at påvirke oliemarkedet gennem aftaler om regulering af olieproduktionen.

Det store spørgsmål er, om den planlagte produktionsforøgelse på 2 mio. tønder olie dagligt fra januar 2021 skal fastholdes eller udskydes? Den formelle beslutning tages mandag/tirsdag i næste uge, men grundlaget lægges over de næste dage, hvor der er møder i de forskellige udvalg. Reelt er der ikke noget valg. Uden en udskydelse taber olieprisen den seneste stigning – fra omkring 40 dollar tønden til knap 50 dollar - og OPEC+ samarbejdet taber troværdighed.
En udskydelse af produktionsforhøjelsen på tre måneder er forventet, men en længerevarende udskydelse er ikke udelukket. I 2021 ventes oliemarkedet at få mere naturlig medvind, og en oliepris på over 60 dollar pr. tønde er ikke uden for rækkevidde i slutningen af året, hvis verdensøkonomien retter sig, og OPEC+ er tålmodig. Det er på niveau med de priser, som vi så i 2018 og 2019. Grundlaget lægges over de kommende få dage.
Olieprisen steget på forventninger om vacciner og OPEC
På det seneste er olieprisen steget en del procentuelt, men niveauet på USD 48 pr. tønde (Brent) er forsat ganske lavt både historisk set og i forhold til, hvad de fleste OPEC-lande kræver, for at deres samfundsmodel hænger sammen. Stigningen vurderer vi primært er sket af to årsager.
For det første giver de positive nyheder fra vaccinefronten håb om, at efterspørgslen efter olie vil stige markant i 2021. Det er specielt transport, herunder fly, der har trukket efterspørgslen ned i 2020 og tvunget OPEC+ til at nedsætte produktionen markant. For øjeblikket er produktionen nedsat med 7,7 mio. tønder – ca. 8% af den globale olieefterspørgsel. Med udrulning af vacciner kan vi håbe på stigende efterspørgsel efter rejser. Flere fly- og rejseaktier er også steget kraftigt i den seneste tid. Det er dog usikkert, hvor hurtigt normaliseringen slår igennem?
For det andet venter de fleste (som nævnt), at OPEC+ udsætter produktionsstigningen i minimum tre måneder og måske endnu længere, hvilket allerede har påvirket olieprisen. Efterspørgslen overstiger allerede produktionen, og en udsættelse giver mulighed for at få reduceret de globale olielagere, der steg under covid-19 krisen. Det erklærede mål for OPEC har længe været normalisering af lagerne – selvom det nok reelt er olieprisen, de er mest interesseret i.
Amerikansk præsidentvalg spiller også ind
Endelig, og mere usikkert, kan det ikke udelukkes, at oliemarkedet tager varsler om, at den kommende Biden-administration i USA vil hæmme udviklingen i den amerikanske oliesektor – specielt hvad angår fracking (skifferolieudvinding). Den amerikanske olieproduktion er i forvejen faldet med ca. 2 mio. tønder dagligt under pandemien. Med skiftet i det politiske miljø er der spekulation i, at vi allerede kan have set toppen af den amerikanske produktion.
De politiske prioriteter globalt er også årsagen til, at stigende oliepriser i 2021 ikke nødvendigvis slår fuldt ud igennem på energiselskaberne. Olieselskabernes relative kursudvikling har i en længere periode underperformet udviklingen i olieprisen dels pga. de langsigtede perspektiver i klimaomstillingen og dels fordi flere investorer simpelthen af omdømmemæssige årsager er mindre komfortable med at være eksponeret mod olie.
I første omgang vil opmærksomheden være på signalerne de forestående OPEC-møder – og selvfølgelig på, hvor stort et nyt dyk i efterspørgslen den 2. nedlukning skaber.

Relaterede Artikler

Arbejdsmarkedet i topform inden Trump indledte handelskrigen mod Europa

Milliarder af danskeres egne penge på vej retur – sådan får du dem mest ud af dem
