
ECB-preview - småjusteringer i kommunikation på 1. møde efter strategieftersyn
Morgendagens møde i ECB vil sandsynligvis udmønte sig i justeringer i kommunikationen

...for at understrege, at centralbanken for nylig annoncerede resultaterne af et større eftersyn af den overordnede strategi for pengepolitikken. Ændringer i opkøb eller rentesatser virker ganske usandsynlige, så det handler alene om kommunikation og signaler. Vi venter ingen stor effekt på hverken toneangivende renter eller valutakursen.
Vi venter, at den let justerede strategi bl.a. kan afspejle sig i en ændret opbygning af den intro-tale, som starter alle pressekonferencer i forbindelse med de pengepolitiske møder. Introtalerne har i deres grundopbygning fulgt en fast skabelon i mere end et årti. Vi vurderer desuden, at der er en god mulighed for, at centralbanken vil højne kriterierne en smule for, hvad der skal til for en stramning af pengepolitikken. Men vi vurderer også, at fordi den aktuelle situation er ganske usikker og prognoser om den økonomiske udvikling er overordentlig upræcise bare et par kvartaler ude i horisonten, ja så er det også vanskeligt at komme med store nye politiske signaler eller løfter. Vi vurderer derfor, at politikken i substansen ikke justeres nævneværdigt.
ECB annoncerede 8. juli resultat af det strategi-review, som har stået på siden starten af 2020. Som ventet var resultatet bl.a., at inflationsmålsætning blev symmetrisk omkring 2% mens målsætningen tidligere var, at holde inflationen lige under 2%. Som ventet vil ECB også i højere grad end tidligere acceptere, at inflationen kan være over målsætning kortvarigt. Og som ventet er der en endnu mere fremtrædende rolle for klimamæssige overvejelser - uden det dog er særlig klart, i hvilket omfang det vil påvirke politikken. Mere uklart har det været, hvordan de pengepolitiske signaler vil blive justeret for at afspejle den justerede strategi fra ECB.
På mødet ventes ECB desuden at diskutere de risici, der er opstået som følge af den tiltagende udbredelse af Delta-varianten. Den (og andre mutationer) udgør selvsagt en nedadrettet risiko til den økonomiske udvikling – først og fremmest via svækkelse i efterspørgslen i den del af verden, hvor vacciner ikke er udbredte og dertil potentielt gennem forringet turisme/rejseaktivitet. Genindførelse af restriktioner i et større omfang i Vesten virker som en fjern risiko med en så stor andel vaccinerede. Vi er derfor heller ikke slemt bekymrede for den økonomiske udvikling.

Relaterede Artikler

Dansk inflation uændret i april – Et godt udgangspunkt hvis Europa svarer igen på Trumps told

Federal Reserve holder renten fast og kortene til kroppen
