*c-questionc question887625C2-7BF1-4000-B4A3-B26DC9267EA1@3x2F9E87B5-5CC3-4957-855A-0368FBC07B2C@1xGroup 13-Group 13-Group 13+Group 13+c-questionflag-enStroke 1Stroke 1
Artikel Økonomiske analyser | 3 min

Snart siger vi farvel til ÅOP og goddag til ny europæisk standard – her er betydningen for dig som investor

ÅOP – bedre kendt som Årlige Omkostninger i Procent, bliver senest ved udgangen af 2022 udskiftet med et nyt fælles europæisk begreb, PRIIPs – som står for Packaged Retail and Insurance-based Products. Men allerede fra 1. januar 2022 skal du forberede dig på at støde på det nye begreb, når du handler investeringsfonde.

I mange år har vi i Danmark oplyst ÅOP ved køb af investeringsfonde. Formålet har været at sikre, at den enkelte investor nemt kan overskue omkostningerne inden man trykker på købs-knappen, og bedre kan sammenligne omkostninger på tværs af forskellige investeringsfonde. Tallet tager udgangspunkt i, at man beholder investeringen i 7 år, inden man sælger igen.

Derudover har alle danskere siden 2018 årligt modtaget en opgørelse over de samlede omkostninger og gebyrer, som man rent faktisk har betalt det seneste år – både opgjort i kroner og opgjort i procent.

Den samlede omkostning har bestået af 2 underdele:

  • de indirekte produktomkostninger, som allerede er fratrukket inden du får dit afkast fra fonden, dvs. selve fondens omkostninger til fx lønninger, værdipapirhandel, administration mm.
  • de direkte serviceomkostninger, som trækkes fra ens konto til banken, fx for rådgivning, rapportering mm.

I 2018 kom der ensartede EU-regler ift. hvilke omkostninger der skal oplyses, når man køber sammensatte investeringsprodukter (f.eks. certifikater og alternative investeringsfonde), og nu skal reglerne også implementeres for investeringsfonde, hvor man tidligere har kunne læse om omkostningerne i Central Investorinformation. 

Det sker ved at vise omkostningerne ved køb, på samme måde som vi har været vant til i den årlige oversigt, nemlig en opdeling i indirekte og direkte omkostninger og så en samlet omkostning både i kroner og procent med betegnelsen afkastforringelse (Reduction in Yield). Til gengæld fjernes ÅOP som fordeler produktomkostningerne ud over en forventet ejertid på 7 år.

Fælles EU regler, også på omkostningsområdet, er bestemt en fordel. Og det er klogt at fjerne ÅOP-tallet, fordi det kan være forvirrende at skulle forholde sig til flere opgørelsesmetoder på omkostninger.

Danskerne er glade for at købe investeringsfonde. Friske tal fra Nationalbanken viser, at fra 3. kvartal 2020 til 2. kvartal 2021 har danskerne placeret 40 kr. i fonde hver gang de har stået med en 100-krone seddel, der skulle placeres i fri opsparing. På pensionsopsparinger ligger andelen af fonde også meget høj.

Det giver god mening, fordi det trods alt er de færreste danskere, som har tid, lyst og tro på egne evner til selv at kunne håndplukke de helt rigtige værdipapirer. De fleste vælger derfor i dag at lade hovedparten af deres investeringer ske i brede globale fonde, og evt. supplere med enkeltaktier, som de har et særligt godt øje eller personligt forhold til.

Sådan udfases ÅOP

Første step på omkostningerne er 1. januar 2022, hvor pengeinstitutterne ikke længere er forpligtet til at vise ÅOP ved køb af fonde, hvis de i stedet viser PRIIPs-tallene. ÅOP vil stadig være at finde på investeringsfondenes hjemmesider.

Næste step er 1. januar 2023, hvor de nye regler træder endeligt i kraft, og fra den dag vil ÅOP være helt væk – også på investeringsfondenes hjemmesider.

Sammenfattende skal du som investor vænne dig af med ÅOP-tallet, men bliver fortsat godt klædt på ift. at kunne vurdere og sammenligne omkostninger på tværs af investeringsfonde, hvilket naturligvis er et vigtigt delelement, i jagten efter et attraktivt afkast efter omkostninger.

Jeanette Kølbek

Formueekspert

Jeanette er ekspert i privatøkonomi og forbrugertrends inden for opsparing, pension og investering. Hun navigerer danskerne sikkert gennem det privatøkonomiske landskab, så de ved at optimere deres formue kan opnå finansiel tryghed gennem hele livet.

Relaterede Artikler