
Dansk økonomi holder stand i 2024/2025
Nyt år og ny prognose fra Nykredit.

Generelt ser vi positivt på dansk økonomi. Så efter et par halvsløje kvartaler for dansk BNP (som bør tages med et gran salt) er forventningen at væksten vender tilbage allerede i 4. kvartal 2023 – og det vil fortsætte de kommende par år. Det bliver ikke en decideret fest – fx er der et betydeligt efterslæb fra de højere renter – men en decideret krise er blevet mindre sandsynlig.
Der er medvind på flere fronter: Inflationen er kommet under kontrol, danskernes privatøkonomi ser overraskende solid ud og udsigt til lavere renter presser også i den rigtige retning. Derudover er modvinden på de danske eksportmarkeder blevet en tand mindre de seneste par måneder, og i lyset af, at dansk eksport – navnlig på grund af medicinaleksporten – klarer sig markant bedre end konjunktursituationen på eksportmarkederne tilsiger, så er der også grund til optimisme fra den kant.
På den anden side så vil investeringerne formentlig trække i den forkerte retning. Og finanspolitikken er samtidig også relativt stram. Det vil trække væksten ned. Derudover er der formentlig også grænser for, hvor meget mere aktivitet vi kan presse ud af en i forvejen kapacitetspresset dansk økonomi.
De gode udsigter får også betydning for arbejdsmarkedet. Vi venter ikke længere markante fald i beskæftigelsen og ledigheden ventes kun at stige marginalt de kommende år. Det betyder reelt, at det danske arbejdsmarked vil forblive overophedet de kommende par år.

Relaterede Artikler

Arbejdsmarkedet i topform inden Trump indledte handelskrigen mod Europa

Milliarder af danskeres egne penge på vej retur – sådan får du dem mest ud af dem
