
Inflationen i eurozonen falder igen
Efter en stigning i sidste måned, så peger inflationen i eurozonen igen nedad.

Den samlede inflation faldt fra 2,9% til 2,8%, mens kerneinflation faldt fra 3,4% til 3,3%. Begge faldt de en tand mindre, end markedet havde forventet på forhånd.
Lidt mere problematisk er det, at serviceprisinflationen blev liggende på en årsstigningstakt på 4% for tredje måned i træk. Og den månedlige stigning i januar var nogenlunde på samme let forhøjede niveau som vi har set siden august – med en stigning på 0,26% over måneden.
Serviceprisudviklingen er blandt de komponenter, som den europæiske centralbank fokuserer på, når den skal vurdere den underliggende styrke i den del af inflationen, som primært er skabt inden for regionen. Hvad der sker med globale fragtpriser, regning og fødevarer er svært at påvirke.
På den baggrund er den lidt træge tendens til fald i servicepriserne på det seneste et element, som måske kan få ECB til at være påpasselige med lempelserne. Også selvom økonomien det seneste år har stået stort set stille.
Dagens tal bringer ikke i sig selv ECB tættere på at levere en rentenedsættelse. Udviklingen i lønningerne vil de desuden også gerne have lidt mere vished om, så derfor skal vi sandsynligvis minimum ind i 2. kvartal for man kan gøre sig forhåbninger om nedsættelser i renten.

Relaterede Artikler

Arbejdsmarkedet i topform inden Trump indledte handelskrigen mod Europa

Milliarder af danskeres egne penge på vej retur – sådan får du dem mest ud af dem
