*c-questionc question887625C2-7BF1-4000-B4A3-B26DC9267EA1@3x2F9E87B5-5CC3-4957-855A-0368FBC07B2C@1xGroup 13-Group 13-Group 13+Group 13+c-questionflag-enStroke 1Stroke 1
Artikel Økonomiske analyser | 3 min

Overraskende stigning i ejerlejlighedspriserne i februar

Ifølge Boligsiden steg ejerlejlighedspriserne med 0,1% i februar. Renses tallene for sæsonudsving, hvilket man altid bør gøre, når man sammenligner priser måned til måned, er prisstigningen 0,2%.

Dykker man ned under overfladen i priserne på ejerlejligheder, så er der prisfald i samtlige landsdele på nær København By (inkl. Frederiksberg) og Østjylland (hvor Aarhus ligger), hvor der er små prisstigninger i februar. De to landsdele udgør hovedparten af handlerne med ejerlejligheder, og udviklingen dér har derfor stor betydning for det samlede tal på landsplan.

Man skal aldrig lægge alt for meget i en enkelt måneds tal, men det er altså noget overraskende at se prisstigninger på ejerlejligheder i februar. Vi har en klar forventning om, at priserne på netop de boliger skal længere ned som følge af, at boligskatten er øget markant på ejerlejligheder efter årsskiftet. At det så ovenikøbet er prisen på ejerlejligheder i Københavnsområdet og Aarhus, som trækker fremgangen i februar er om end mere overraskende, da ejerlejlighedsmarkedet dér normalt er mest prisfølsomt overfor ændringer i udgifterne ved boligkøb.

Vi ved ikke, hvad der helt præcist ligger bag prisstigningen i februar, men vi ved, at der for tiden er få handler, hvilket gør de enkelte månedstal mere usikre end normalt. Når der kun er få handler, så skal der ikke ske så meget i sammensætningen af dem før end det forandrer den gennemsnitlige salgspris. Hvis dyrere boliger fylder mere, fordi de, der rent faktisk handler, i større grad er dem, som har råd til at købe nu, så trækker det gennemsnitsprisen på handlerne op. Ikke desto mindre er dagens tal indikation på, at der ikke er noget blodbad på vej på ejerlejlighedsmarkedet og at priskorrektionen, som følge af de højere boligskatter, ikke kommer til at forløbe, som da renterne steg voldsomt i efteråret 2022. Dengang faldt priserne hurtigt og massivt på få måneder.

Dagens boligpristal giver den anden temperaturmåling af boligmarkedet, siden de nye boligskatteregler trådte i kraft ved nytår og selvom de overrasker med en lille prisfremgang på ejerlejligheder, så ændrer det ikke på, at vi forventer  prisfald på ejerlejlighedsmarkedet fremadrettet. I vores seneste prognose forventer vi et fald i ejerlejlighedspriserne i København på 5% gennem 1. halvår 2024, mens lejlighedspriserne landsplan ventes at falde 4 procent gennem 2024.

I februar lå huspriserne uændret, mens der efter sæsonkorrektion var en lille fremgang på 0,1%. Det er en lidt mindre fremgang end vi har i vores forventning, og især i lyset af, at der i januar var et lille prisfald, så har markedet for huse fået en mere træg start på 2024 end ventet. Det ændrer dog ikke på, at vi fortsat er ret optimistiske omkring husmarkedet, der foruden skattelettelser også har en del økonomisk medvind. Især tre faktorer understøtter prisfremgang – og det gælder både huse og lejligheder: høj beskæftigelse, reallønsfremgang og rentefald. Huspriserne ventes derimod at stige med 1,8 procent gennem 1. halvår 2024 og med 3,6 procent gennem 2024 som helhed.

Mira Lie Nielsen

Boligøkonom og chefanalytiker

Rådgiver og inspirerer boligejerne - om boligfinansiering, boligpriser, prognoser og rådgivningsbudskaber om husholdningernes formue- og gældsforhold.

Relaterede Artikler