
Antallet af konkurser er tilbage på niveauet før pandemien
206 aktive virksomheder gik konkurs i marts – det er et fald på 2,3% i forhold til februar. Samlet medførte konkurserne 1.544 tabte jobs. Det viser netop offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik.

Det er en god nyhed, at antallet af konkurser falder igen i marts. Der er altså tale om et ret markant fald henover det seneste halve år. En del af forklaringen er naturligvis, at efterslæbet fra pandemien er blevet mindre. De fleste af de virksomheder, der kunne vælte ud over kanten som konsekvens af tilbagebetalingen af de statslige coronalån, er efterhånden gået konkurs.
Antallet af konkurser har efterhånden nået et niveau, der minder om det, som vi så i årene op til pandemien. Og er dermed blot det seneste nøgletal, der peger på en dansk økonomi i god gænge. I Nykredit tror vi, at vi fremgangen vil fortsætte den kommende tid, da de fleste nøgletal peger i den retning i øjeblikket. Det vil alt andet lige trækket ned i antallet af konkurser fremadrettet.
På den anden side, så skal vi heller ikke være blege for at indrømme, at der også er store udfordringer mange steder. Renterne gnaver i marginerne og lønomkostninger stiger i et højt tempo. Det presser fortsat en del virksomheder, der måske samtidig kæmper med vigende salg. Fremgangen i økonomien er ikke bredt funderet, men sker hovedsageligt i medicinalindustrien. Vi forventer derfor ikke meget færre konkurser de kommende kvartaler.
