
Dansk industriproduktion i lille comeback i februar
Dansk industriproduktion steg med 1,6% i februar. Det viser netop offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik. Til sammenligning så faldt industriproduktionen 3,5% i januar.

Dansk industri har de seneste år klaret sig helt ekstraordinært. Hvor produktionen i USA og Europa ligger nogenlunde på niveauet før pandemien, så er produktionen eksploderet herhjemme. Årsagen er efterhånden velkendt. Det skyldes nogle helt spektakulære år i medicinalindustrien. Fraregnes medicinalindustrien, så minder udviklingen i den øvrige industri sig nogenlunde som i USA og Europa.
Følger man regnskabsfremlæggelserne fra Novo Nordisk, så er der en i hvert fald en betydelig optimisme omkring muligheden for, at den stærke udvikling kan fortsætte. I Nykredit forventer vi også fortsat vækst i industriproduktionen – men på den helt korte bane stort set udelukkende drevet af medicinalindustrien. Lidt længere nede af vejen vil fremgangen også kunne mærkes mere bredt i industrien.
Dagens tal bekræfter generelt tendensen med stigende industriproduktion, men det er stadigvæk er lidt sløj start på året. Industriproduktionen har således ligget lidt lavere i januar og februar end i november og december sidste år. Det er dog vigtigt at holde sig for øje, at industriproduktionen varierer markant fra måned til måned, og man dermed skal fortolke tallene med en vis varsomhed.
