*c-questionc question887625C2-7BF1-4000-B4A3-B26DC9267EA1@3x2F9E87B5-5CC3-4957-855A-0368FBC07B2C@1xGroup 13-Group 13-Group 13+Group 13+c-questionflag-enStroke 1Stroke 1
Artikel Økonomiske analyser |

Priserne på ejerlejligheder stiger, men det er ikke en god nyhed

Boligsiden har offentliggjort deres boligprisstatistik for maj 2024. Tallene viser umiddelbart, at prisen på ejerlejligheder på landsplan steg med 0,5% fra april til maj 2024.

Den dårlige nyhed er bare, at ejerlejlighedspriserne normalt stiger på denne tid af året, og korrigeres der for forårssæsonens positive påvirkning af priserne, så er der i stedet tale om et prisfald på 0,4% den seneste måned. Samme mønster ses i København By, hvor der umiddelbart er tale om en prisstigning på 0,6%, som dog vendes til et prisfald på 0,9%, når der tages højde for sæsonens betydning.

Jævnfør de sæsonkorrigerede tal, så er priserne på ejerlejligheder på landsplan samlet set faldet med 0,8% siden årsskiftet, mens de i København By er faldet 1,6% i 2024. Ejerlejlighederne i København udgør ca. 40% af de samlede handler og udviklingen dér har derfor stor betydning for det samlede tal, men det er generelt sådan, at salgspriserne svinger mere både når det går op og ned i København end på landsplan.

Stille og rolig pristilpasning i gang

Priserne på landets ejerlejligheder er bølget op og ned henover årets første fem måneder, og selvom der samlet er tale om prisfald, så kan vi ikke komme udenom, at ejerlejlighedsmarkedet har reageret anderledes og mere positivt i 2024 end forventet ved indgangen til 2024. Vi forventede, at de højere boligskatter på landets ejerlejligheder ville få priserne til at falde, hvilket er sket, men vi forventede at se en hurtig prisstilpasning i stil med det der skete, da renterne steg kraftigt i 2022, og hvor boligpriserne faldt massivt over få måneder. Den udvikling synes ikke at gentage sig nu. I stedet er markedet ramt massivt på antallet af gennemførte handler, men priserne har altså kun taget forholdsvis små slag, når årets første fem måneder gøres op.

Det har hele tiden været et realistisk scenarie, at pristilpasningen kunne trække ud og kun betyde små prisfald, hvilket altså er den udvikling, der ser ud til at præge ejerlejlighedsmarkedet lige nu. Og selvom prisfaldene på ejerlejligheder har været mindre end ventet, er priserne dog samlet set faldet lidt siden årsskiftet. Til trods for at gunstige samfundsøkonomiske forhold understøtter en positiv udvikling i ejerlejlighedspriserne.

Vi anser det som sandsynligt, at prisudviklingen på ejerlejligheder holdes oppe af en ændring i sammensætningen af, hvilke ejerlejligheder der handles. Hvis der i 2024 primært handles lejligheder med relativt lave skattestigninger, og dermed lejligheder med meget begrænset behov for tilpasninger i priserne, så kan resultatet meget vel være det, vi ser nu: at der kun er små prisfald. Derudover er der også tegn på, at mange boligejere, der hen over efteråret satte lejligheden i København til salg i håb om et hurtigt salg til en høj pris, har droppet salgstankerne. Det viser sig ved, at udbuddet af lejligheder til salg i København er faldet i 2024. Anderledes ser det ud i fx Aarhus, hvor udbuddet af ejerlejligheder til salg er fortsat med at stige og nu ligger på et højt niveau. Derfor forventer vi også en mere negativ prisudvikling i Aarhus end i København.

Vi mener, at ejerlejlighedsmarkedet i København og andre steder i landet fortsat vil undergå en pristilpasning til de højere boligskatter, hvilket vil præge det resterende af 2024 og formentlig også store dele af 2025.

Mira Lie Nielsen

Boligøkonom: Rådgiver og inspirerer boligejerne om boligfinansiering, boligpriser og udviklingen på boligmarkedet.

Relaterede Artikler