
Tysk økonomi viser igen forværring i august – i hvert fald ud fra PMI-tal at dømme
PMI-indekset for den samlede tyske økonomi faldt i august til 48,5 fra 49,1 – en del svagere end ventet.

Det er tredje måned i træk med forværring, men det ændrer ikke ved, at det samlede indeks ligger bedre end det meste af 2023.
Både servicesektoren og fremstillingssektoren viser forværring i PMI i august i forhold til juli.
Tysk økonomi har efterhånden stagneret i flere år, og selvom signalerne er lidt bedre end sidste efterår og vinter, så er der stadig ikke meget kul økonomien. Vi venter at se beskeden vækst efter en tid med stagnation, men de sidste måneders tal viser, at der stadig er masser af modvinde, som holder tysk vækst nede.
Fra fransk økonomi fik vi for et kvarter siden tilsvarende tal og her så vi meget blandede tendenser. Servicesektoren fik et kæmpe boost – sandsynligvis pga. OL, som foregik frem til den 12. august, da en svag udvikling i beskæftigelsesindekset vidner om at franske servicevirksomheder ikke ser det som permanent. Modsat så industrien en klar forværring bl.a. med et stort fald i ordreindgangen.
De samlede signaler fra PMI-tallene gør det kun mere sandsynligt, at den europæiske centralbank vil sænke renten på det kommende pengepolitiske møde i september.

Relaterede Artikler

Dansk inflation uændret i april – Et godt udgangspunkt hvis Europa svarer igen på Trumps told

Federal Reserve holder renten fast og kortene til kroppen
