Inflation i USA viser ingen toldeffekter
Inflationen i USA tager en smule til i maj måned. Målt over de seneste 12 måneder er forbrugerprisindekset (CPI) steget med 2,4% mod 2,3% i april.

Det var helt som ventet, men kerneinflationen stiger langsommere end ventet med en stigning på 2,8% (som i april) mod en forventning på 2,9%. Kigger man på udviklingen gennem maj måned alene (m/m) så stiger kerneinflationen kun med 0,1% mod en forventning på 0,3%. Det er baggrunden for, at renterne i USA og dollaren falder kraftigt efter tallene kom ud.
Mest overraskende er det, at stigningerne i toldsatserne, som nu har været i kraft i nogle måneder, endnu ikke sætter et synligt aftryk i inflationen. Flere af de varekategorier, hvor man kunne forvente at se afsmitning af tolduro viser ingen klare spor. Det gælder fx tøj og biler hvor priserne faktisk udvikler sig trægt over måneden. Kigger vi på varer eksklusiv energi og fødevarer, så står priserne helt stille målt over i maj måned.
Det er stadig boligudgifter og servicepriser generelt, der trækker inflationen i USA – og sådan har det været længe. Men det har intet med handelskrig og toldsatser at gøre.

Frederik Engholm
Chefstrateg: Beskriver og definerer de store linjer i global økonomi og investeringsforhold. Herunder Nykredits holdning til investering, rente-, valuta- og aktiemarkedet.
Relaterede Artikler

Israel/Iran-konflikt blusser op og skubber til markederne

Marginal stigning i inflationen – men god grund til at være optimistisk omkring inflationen på trods af at handelskrigen raser
