Inflationen falder lidt tilbage – og det samme gør fødevarepriserne
Inflationen landede på 2,0% i august. Det viser netop offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik. Til sammenligning landede inflationen på 2,3% i juli.

- Generelt har den samlede inflation været lidt højere end forventet de seneste måneder, blandt andet fordi fødevarepriserne er steget mere end ventet. Dagens måling peger dog lidt mere i retning af vores oprindelige syn på inflationsudviklingen herhjemme.
- Fødevarepriser falder for en gang skyld. På månedsbasis var der tale om et fald på 1,1%. Det betyder, at den oplevede inflation formentlig vil være knap så høj, og det kan ultimativt betyde, at danskerne øger deres samlede forbrug en smule mere.
- Udsigt til markant lavere inflation næste år. Det er særligt regeringens finanslovsforslag om at nedsætte elafgiften, der ventes at trække inflationen ned. Det bedste bud er pt, at det alene vil trække inflationen ned med 0,8 procentpoint. Dertil kommer afgiftslettelserne på kaffe, chokolade og lignende. Samtidig er lønstigningstakten på det private arbejdsmarked kommet pænt ned. Det taler for lavere serviceprisinflation. Samlet set er det Nykredits bedste bud, at vi kigger ind i en periode med lav inflation.

Palle Sørensen
Cheføkonom i Nykredit
Relaterede Artikler

ECB står fast på en rente på 2%

Amerikansk inflation viser tiltagende toldeffekter
