*c-questionc question887625C2-7BF1-4000-B4A3-B26DC9267EA1@3x2F9E87B5-5CC3-4957-855A-0368FBC07B2C@1xGroup 13-Group 13-Group 13+Group 13+c-questionflag-enStroke 1Stroke 1
Artikel Økonomiske analyser |

Hussalget sætter september-rekord

Boligsalget steg til det højeste niveau siden 2021 med højeste antal hushandler for en september siden finanskrisen

  • Fremgang i hussalget på hele Sjælland – i Østsjælland kun overgået af marts 2021
  • I København forbliver salget højt. I Aarhus er salget kommet op i gear og giver grobund for prisstigninger

Boligsalget fortsatte med at stige i september ifølge de seneste tal fra Boligsiden. Det samlede salg lå på 8.874 boliger fordelt på 5.715 huse, 2.015 ejerlejligheder og 1.144 fritidshuse. Der er dermed tale om det højeste antal hushandler for en september måned siden finanskrisen. Tallene bekræfter billedet af et boligmarked i et højt tempo, der ikke blot overstiger tiden før renterne for alvor steg i 2022, men også med den højeste handelsaktivitet siden midten af 2021.

På husmarkedet er der fremgang på hele Sjælland samt i Nordjylland, Vestjylland og på Fyn. I Østsjælland er det nuværende boligsalg kun blevet overgået en enkelt gang siden finanskrisen, og det var i marts 2021, som netop var den måned, hvor hussalget toppede på landsplan under pandemien. Generelt har vi set fremgang på Sjælland i både boligsalg og boligpriser siden 2024. Fremgangen er naturlig set i lyset af de store prisstigninger i København, som får førstegangskøbere til at søge længere ud på Sjælland og øger købekraften for sælgere af københavnske lejligheder, der tager friværdien med sig i jagten på flere boligkvadratmeter.

På ejerlejlighedsmarkedet er salget nogenlunde uændret i landets største byer. I København har handelsaktiviteten gennem hele året ligget på det højeste niveau siden pandemien, og udbuddet af ejerlejligheder til salg har nået det laveste niveau i hvert fald siden finanskrisen. Det understøtter de kraftige prisstigninger på ejerlejligheder, vi ser i øjeblikket. I Aarhus er salget af lejligheder først for alvor kommet op i gear i løbet af de seneste måneder. Indtil da var salget relativt lavt og udbuddet højt, hvilket har lagt en dæmper på prisstigningerne. De seneste måneder er antallet af ejerlejligheder til salg i Aarhus dog styrtdykket og ligger nu på det laveste niveau siden slutningen af 2021. Det giver grobund for lidt større prisstigninger den kommende tid.

De danske boligkøbere er tilsyneladende upåvirket af den usikkerhed, der har omgærdet verdensøkonomien siden foråret. Aktiviteten på boligmarkedet afspejler robustheden i dansk økonomi, hvor beskæftigelsen er høj, og lønningerne stiger og genopretter købekraften ovenpå den høje inflation i 2022. I Nykredit forventer vi stigende boligpriser i både 2025, 2026 og 2027.

Relaterede Artikler