ECB holder renten uændret
ECB står fast på sin rente på 2%. Det står klart efter dagens pengepolitiske melding, men det gjorde det nærmest også på forhånd, da ingen har spekuleret i rentenedsættelser.
ECB har for efterhånden nogen tid siden fået inflationen under kontrol, og inflationen har siden fra foråret sidste år svinget mellem 1,7% og 2,2% - altså tæt på målsætningen på 2%. Og centralbanken har gentagne gange sendt et signal om, at den er komfortabel med, hvor den står. Det har ikke ændret sig.
Den seneste inflationsmåling for januar var på 1,7%, og forventningen er, at inflationen forbliver lav et stykke ind i 2027. Kombineres det med, at en stærk euro kan lægge et yderligere nedadrettet pres på inflationen og at vækstsignalerne stadig er blandede i eurozonen, så vidner det om risikoen for, at inflationen ender med at blive for lav.
Indtil videre hæfter ECB sig dog ved et forhøjet niveau for serviceprisinflationen på over 3%, som den kun venter langsomt kommer nedad. Derfor er der ingen signaler om justeringer i politikken på kort sigt.
Frederik Engholm
Chefstrateg i Nykredit
Relaterede Artikler
Inflationen i eurozonen falder godt under målsætningen i januar
PMI for eurozonen lå stabilt i januar