Inflationen i eurozonen falder godt under målsætningen i januar
Inflationen i eurozonen faldt fra 1,9% til 1,7% i januar. Faldet var på linje med forventningen. Det er især energi, der trækker inflationen ned.
Dermed ligger den samlede inflation altså stykke under ECB’s målsætning, og det vil den sandsynligvis gøre stort set hele året.
Kerneinflationen faldt mod forventningen fra 2,3% til 2,2%, men den er altså stadig forhøjet. Det er også årsagen til, at ECB ikke tager meget på vej over den lidt for lave samlede inflation. Godt nok forventer ECB - som vi - at inflationen vil være ”for lav” det næste års tid, men centralbanken venter, at den efterfølgende styrkes gennem 2027 og dermed kommer tilbage på målsætningen.
Serviceprisinflationen faldt i januar fra 3,4% til 3,2%. En forhøjet serviceprisinflation har længe bekymret ECB, men det går altså den rigtige i januar.
ECB forventning, om at inflationen på et par års sigt er tilbage på målsætningen, betyder også, at renteændringer ikke ligger lige for.
På det seneste har en yderligere styrkelse af euroen dog givet anledning til bekymring iblandt nogle i centralbanken. En stærkt euro hæver risikoen for, at inflationen kan blive for lav. Det er dog et mindretal i ECB, som indtil videre rejser den bekymring.
Frederik Engholm
Chefstrateg i Nykredit
Relaterede Artikler
ECB holder renten uændret
PMI for eurozonen lå stabilt i januar