*c-questionc question887625C2-7BF1-4000-B4A3-B26DC9267EA1@3x2F9E87B5-5CC3-4957-855A-0368FBC07B2C@1xGroup 13-Group 13-Group 13+Group 13+c-questionflag-enStroke 1Stroke 1
Artikel Økonomiske analyser |

Største prisstigninger i Aarhus siden finanskrisen

I Aarhus er ejerlejlighedspriserne steget 16% på et år drevet af et historisk lavt udbud af ejerlejligheder til salg

  • Københavnske ejerlejlighedspriser fortsætter opad – vi forventer, at tempoet fortsætter indtil sommeren 2026
  • Huspriserne stiger pænt mange steder men i et lidt lavere tempo end i efteråret

Boligpriser i forårsstemning trods uro i Mellemøsten

Foråret er kommet til Danmark, og det gælder også på boligmarkedet, hvor marts bød på yderligere prisstigninger på både huse og ejerlejligheder. Ifølge Boligsiden steg huspriserne med 0,7% på landsplan, ejerlejlighedspriserne med 1,7% og sommerhuspriserne med 0,3% (sæsonkorrigeret). Marts måned har været præget af stigende boligrenter som følge af konflikten i Mellemøsten, men hverken stigende renter eller usikkerheden har altså endnu været nok til at bremse prisstigningerne i Danmark. I Nykredit forventer vi fortsat stigende boligpriser i 2026 og 2027 under forudsætning af en dansk økonomi i vækst – om end i et lavere tempo end de seneste år. Først hvis uroen i den globale økonomi fører til lavere økonomisk vækst og stigende risiko for tab af indkomst blandt danskerne, vil det for alvor påvirke boligmarkedet.

Største prisstigninger i Aarhus siden finanskrisen

I Aarhus steg lejlighedspriserne med 4,1% i marts (sæsonkorrigeret), hvilket er den største månedlige stigning siden finanskrisen. Selvom man skal passe på med at lægge for meget i et enkeltstående tal, så afspejler prisstigningen det historisk lave antal ejerlejligheder til salg på det aarhusianske marked, samtidig med en vedvarende tilflytning til en by, der opfattes som attraktiv til både at bo, arbejde og studere i. Det giver rift om boligerne, og prisnedslagene i København er nu højere end i Aarhus, hvor de er tæt på ikke-eksisterende. I Aarhus er lejlighedspriserne steget med 16% i marts i forhold til samme måned sidste år. I København er lejlighedspriserne steget 25% i forhold til samme måned sidste år og ligger nu 35% over den seneste pristop fra 2022, hvor stigende renter sendte boligpriserne ned. Vi forventer, at den nuværende prisstigningstakt fortsætter nogle måneder endnu, men at den går ned i gear midt i 2026.

Huspriserne stiger men i et lavere tempo

På markedet for parcelhuse er prisstigningstakten i 2026 gået lidt ned i gear sammenlignet med efteråret 2025. På den ene side ser vi fortsat, at prisstigningerne fra København breder sig som ringe i vandet ud på Sjælland i takt med, at både førstegangskøbere og familier på jagt efter mere plads søger mod lavere kvadratmeterpriser. Det øger efterspørgslen længere ude på Sjælland og driver boligpriserne op med stigninger i Hovedstadsområdet, Nord- og Østsjælland samt i Østjylland. På den anden side, så faldt priserne både på Vest- og Sydsjælland samt i Vest- og Nordjylland i marts. Set over en lidt længere periode er der dog tale om en stigende tendens i flere dele af landet. Det gælder fx i Nordjylland, hvor prisudviklingen har været afdæmpet i en længere periode, fordi efterspørgslen efter klassiske parcelhuse er svækket i nogle dele af Jylland på grund af befolkningsudviklingen. Det trækker i retning af lavere priser, men bliver altså nu opvejet af den stigende tendens på landsplan

Svend Greniman Andersen

Seniorøkonom i Nykredit og Spar Nord

Rådgiver og inspirerer boligejerne om boligfinansiering, boligpriser og udviklingen på boligmarkedet.

Relaterede Artikler