ECB på banen med renteforhøjelse – men næppe den eneste i denne omgang
ECB har netop hævet sin toneangivende indskudsrente med 0,25 procentpoint til 2,25%. Det var langtfra en overraskelse – det var faktisk 100% inddiskonteret i markedet på forhånd.
Renteforhøjelsen er naturligvis en reaktion på den forhøjede inflation i eurozonen efter Iran-krigen har sendt energipriserne på himmelflugt.
Krigen har skubbet inflationen op fra 1,9% inden starten på uroen til 3,2% i maj. Men da stigningen er drevet af energipriserne, så kan ECB ikke rokke meget ved den udvikling på kort sigt.
Renteforhøjelsen fra ECB er først og fremmest et forsøg på at sikre sig, at inflationsforventningerne ikke stiger, og at inflationschokket ikke breder sig til andre varer eller services.
En række nøgletal indikerer, at eurozonens økonomi allerede er svækket af krigen og de høje energipriser, så der er ikke et stort behov for, at ECB med højere renter skal holde dampen nede i økonomien. Det kommer af sig selv.
Derfor ser vi intet behov for markante forhøjelser i renterne, sådan som vi så det i 2022-2023, hvor renten i alt blev hævet med 4 procentpoint.
Vi venter ikke desto mindre, at ECB vil hæve renten yderligere én gang i denne omgang på centralbankens næste møde i slutningen af juli – eller alternativt i september.