Fed holder renten fast trods spekulationer om forhøjelse
Federal Reserve har netop afsluttet dagens pengepolitiske møde med annonceringen af, at renten holdes uændret. Det er i tråd med vores forventning. 9 medlemmer stemte for beslutningen, mens 3 medlemmer ønskede at hæve renten i dag.
Op til mødet var der større splittelse end normalt i markedets forventninger, og tidligere på dagen var der således indregnet omkring en tredjedel renteforhøjelse i rentemarkedet – nogenlunde svarende til, at 2/3 af investorerne forventede, at styringsrenten ville forblive uændret, mens 1/3 forventede en renteforhøjelse.
Det er meget atypisk, at der helt frem til selve beslutningen er så stor usikkerhed om, hvad centralbanken har tænkt sig at gøre. Det plejer på den ene eller anden måde at blive signaleret til markedet, jo tættere vi kommer på mødet. Men under den nyudpegede centralbankformand, Kevin Warsh, er strategien bevidst at holde kortene tættere til kroppen. Det efterlader markederne med større usikkerhed og mere gætværk.
Usikkerheden bliver ikke mindre af, at centralbanken agerer i en ganske vanskelig situation, hvor krigen i Mellemøsten gentagne gange er blusset op og ned. Det skaber store udsving i oliepriserne, hvilket medfører betydelig usikkerhed om inflationsudviklingen. Dog har de seneste inflationstal fra USA vist en overraskende og markant bedring, og det taler for, at centralbanken i hvert fald indtil videre bør afholde sig fra at hæve renten.
Vores bedste bud er faktisk, at den næste justering af renten i USA bliver en rentenedsættelse.