Jobvæksten i USA daler
Beskæftigelsen i USA steg i september med 29.000 – langt under sidste måneds niveau på 133.000 (revideret) og fra forventningen på 90.000. Revideringerne til foregående måneder er også negative.
Beskæftigelsen i USA steg i september med 29.000 – langt under sidste måneds niveau på 133.000 (revideret) og fra forventningen på 90.000. Revideringerne til foregående måneder er også negative.
En del af svagheden i jobrapporten lå i den offentlige beskæftigelse, som viste et fald. Den private beskæftigelse voksede med 46.000 mod en forventning på 81.000.
Jobvæksten i USA har samlet set over de seneste måneder ligget på et niveau, der ikke er imponerende men trods alt tilstrækkeligt til at understøtte forbruget i en tid med pres på købekraften.
Overordnet set forekommer arbejdsmarkedet at være i en udmærket balance, om end omsætningen af arbejdskraft fortsat er relativt lav. Få bliver fyret, få siger op, og få skifter job. Denne balance er blandt andet afspejlet i en arbejdsløshed tæt på ligevægtsniveauet – dagens tal viser en marginal stigning i arbejdsløsheden til 4,2% fra 4,1%. En arbejdsløshed på det niveau giver Federal Reserve mulighed for at rette fokus mod inflationen.
Jobtallene kan svinge betydeligt fra måned til måned, og derfor giver det altid mening at holde dem op imod andre nøgletal. Her tegner der sig fortsat et ganske positivt billede. Det gælder både øvrige indikatorer fra arbejdsmarkedet og de fleste andre toneangivende økonomiske nøgletal. Samlet set ligger de på niveauer, der er fuldt forenelige med fortsat fremgang i amerikansk økonomi.
Dagens tal rokker ikke umiddelbart ved vores forventning om, at Federal Reserve vil holde renten fast i oktober og, medmindre økonomien pludselig viser nye revner inden da, hæve renten i december pga. den forhøjede inflation.
Frederik Engholm
Chefstrateg i Nykredit og Spar Nord
Relaterede Artikler
Inflationen i eurozonen stiger kraftigt pga. energipriserne
Dansk BNP vækst opjusteres