Trods prisfald i december havde 2021 højeste boligprisstigninger siden midten af 00´erne.
Boligsiden har til morgen offentliggjort deres markedsindeks for december 2021.

Dermed kan boligmarkedet i 2021 gøres op, og vi kan bl.a. se tilbage på et år med tocifrede husprisstigninger for første gang siden midten af 00’erne. Huspriserne er ifølge Boligsiden steget 11% siden december 2020, mens priserne på ejerlejligheder og fritidshuse er steget henholdsvis 10% og 16% det seneste år. Langt hovedparten af prisstigningerne fandt sted i første halvår, hvor priserne på huse og ejerlejligheder steg 8%, mens fritidshusene steg 13%. I andet halvår er farten på boligmarkedet aftaget betydeligt, og i december faldt huspriserne med 0,4% - det er første gang siden april 2020, at vi ser et månedligt prisfald på huse og endnu et tegn på en normalisering af markedet. Korrigeret for normale sæsonudsving var der dog tale om en lille prisstigning på huse på landsplan på 0,4% i december.
2021 har været et særdeles bemærkelsesværdigt år på boligmarkedet, hvor især det første halvår markerede sig med helt ekstraordinært mange handler og kraftigt stigende boligpriser. Siden i sommer er aktiviteten så gradvist aftaget og salget af huse og ejerlejligheder ligger i dag på et niveau, som ligner det, vi så inden pandemien ramte os for snart to år siden. Rigtig mange danskere har brugt tiden hjemme under pandemien til at overveje deres boligsituation- behovet for mere plads blev mere mærkbart og mange har skiftet lejligheden ud med et hus. Unge familier som var i gang med at spare op til udbetalingen på deres første bolig fik via udbetalinger af efterløn og lavere forbrug mulighed for at blive boligejere tidligere end de havde planlagt. De mange nye husejere var med til at trykke udbuddet af boliger til salg langt ned og medføre de højeste prisstigninger på huse i over 10 år. Mens mange ville have sig plads og et huse, så stod der også mange købere klar til at sikre sig en ejerlejlighed i landets store byer, hvilket satte gang i høje prisstigninger og bekymringer for at det gik for stærkt begyndte at melde sig. Når boligpriserne over en periode stiger mere end indkomsterne, så øges risikoen for bratte prisfald. Prisstigningerne på både huse og ejerlejligheder er det seneste halve år dog aftaget betydeligt i takt med færre handler og stigende boligbyrde.
Vi forventer ikke fornyet fart på boligmarkedet som følge af den nuværende nedlukning
December har budt på en kraftig stigning i coronasmitte, hvilket har ført til genintroduktionen af en række restriktioner. Samtidig anbefales danskerne generelt at arbejde hjemme, så vidt det er muligt. Sidst vi havde sådan en situation, satte det ekstra blus under boligmarkedet, men tallene i december viser ikke en sådan acceleration. Samtidig ser det ud til, at den nuværende og mildere nedlukning også vil blive mere kortvarig. Vi forventer overordnet, at det seneste års prisstigninger koblet med en højere rente vil være nok til, at der fremadrettet vil være færre, der kan og vil være med i boligjagten. Dermed kommer der forventeligt ikke ligeså stort pres på priserne, som vi så ved de første to coronanedlukninger. Vi forventer, at priserne for både huse og ejerlejligheder stiger ca. 3% på landsplan i 2022.

Mira Lie Nielsen
Boligøkonom: Rådgiver og inspirerer boligejerne om boligfinansiering, boligpriser og udviklingen på boligmarkedet.
Relaterede Artikler

Trump fyrer centralbankmedlem

Udsigt til lavere vækst herhjemme
