Festen på arbejdsmarkedet vil ingen ende tage - ny rekord i beskæftigelsen i november
Lønmodtagerbeskæftigelsen steg for 10. måned i træk i november, hvor yderligere 17.000 personer kom i job. I november var der således hele 2.915.000 lønmodtagere. Det viser dagens tal fra Danmarks Statistik.

Festen på arbejdsmarkedet vil ingen ende tage. 10 måneder i træk med stigende beskæftigelse og 5 måneder i streg med nye rekordniveauer er helt ekstraordinært. Tidligere under pandemien kunne hjælpepakkerne i den grad holde hånden under beskæftigelsen, og på den anden side af genåbningen sidste år stod danskerne klar med et betydeligt privatforbrug. Det har muliggjort en eksplosiv genopretning, der er fortsat helt frem til november måned.
Festen kan potentielt fortsætte de kommende måneder. Man ville normalt forvente at den stigende smitte, omikronvarianten og den aktuelle nedlukning lagde en betydelig dæmper på arbejdsmarkedet. Men det bliver ikke nødvendigvis tilfældet i denne omgang. For det første har pessimismen ikke rigtig nået at bide fast i denne omgang. Allerede i slutningen af december begyndte der at være indikationer på, at omikron resulterede i færre indlæggelser end delta. Derudover vælger mange danske virksomheder formentlig, at holde på medarbejderne selvom omsætningen er vigende i øjeblikket. Arbejdsmarkedet er nemlig så stramt, at det kan være svært at finde en erstatning, når aktiviteten formentlig vender tilbage i løbet af de kommende måneder. Sidst men ikke mindst kan den historisk høje smitte her i januar betyde voldsomt mange sygemeldinger – og dermed kan der være behov for ekstra hænder til at tage over for de sygemeldte.
Hvis vi ser lidt længere ud i fremtiden, ser det bestemt også godt ud. Aktiviteten i samfundet vil formentlig fortsat stige, og forbrugerne har stadigvæk betydelig opsparing, der kan konverteres til forbrug. Det taler alt sammen for stigende beskæftigelse. Men træerne vokser ikke ind i himlen. Fremgangen bliver formentlig mere moderat i løbet af året, da der efterhånden ikke er mange arbejdsparate danskere, der ikke allerede er i beskæftigelse.

Palle Sørensen
Cheføkonom: Beskriver og definerer de store linjer i dansk økonomi. Nykredits cheføkonom er en aktiv stemme i samfundsdebatten ligesom cheføkonomen forholder sig til politiske rammebetingelser.
Relaterede Artikler

Trump fyrer centralbankmedlem

Udsigt til lavere vækst herhjemme
