Dårlig start på det nye år - virksomhedernes humør daler i januar
Den voldsomme coronasmitte ser ud til at have smittet yderligere af på virksomhedernes humør i starten af det nye år.

Den sammensatte erhvervstillidsindikator, der sammenfatter industri, byggeri, serviceerhverv og detail falder og lander på 107,4 i januar. Det er et fald på 4,2 i forhold til december. Det viser netop offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik.
Det var ventet at omikron ville skabe en smule ravage på den korte bane, og det er naturligt at virksomhederne skruer lidt ned for optimismen på baggrund af nedlukningen. Erhvervstilliden er dog fortsat høj, så erhvervslivet forventer fortsat vækst - bare i et lidt mere behersket tempo. I Nykredit mener vi grundlæggende, at den nuværende smittebølge formentlig kun bliver et lille bump på vejen, og ser vi lidt længere frem, så er udsigterne for dansk økonomi særdeles positive.
Samtidig kan de store fald på de globale aktiemarkeder i starten af det nye år, samt den eskalerende situation ved den ukrainske grænse også have været medvirkende til, at virksomhederne ser knap så lyst på fremtiden. Det skaber nemlig en øget usikkerhed om fremtidsudsigterne.
Den historiske mangel på arbejdskraft i industrien når nye højder
Andelen af danske virksomheder, der melder om mangel på arbejdskraft, steg generelt i januar. Andelen af virksomheder, der melder om mangel på arbejdskraft i industrien, steg til 42 pct. i første kvartal 2022 mod 38 pct. i fjerde kvartal 2021, og slår dermed endnu engang rekorden. Det sker i forlængelse af over et halvt år, hvor pilen stort set kun har peget en vej – og det er opad. I bygge og anlægsbranchen stiger andelen fra 41% til 46% og nærmer sig dermed igen efterårets rekordniveauer. I serviceerhvervene falder andelen af virksomhederne, der mangler flere hænder, dog fra 38% til 35%, men ligger altså fortsat højt i en historisk kontekst og skyldes hovedsageligt tilbageslaget i turismeerhvervene.
Det er faktisk overraskende, at den stigende coronasmitte ikke har lagt en dæmper på virksomhedernes lyst til at rekruttere nye medarbejdere, og dermed at manglen på hænder ikke falder. Der er dog en række forhold der taler imod. For det første har pessimismen ikke rigtig nået at bide fast i denne omgang. Allerede i slutningen af december begyndte der at være indikationer på, at omikron resulterede i færre indlæggelser end deltavarianten. Derudover vælger mange danske virksomheder formentlig, at holde på medarbejderne selvom omsætningen er vigende i øjeblikket. Arbejdsmarkedet er nemlig så stramt, at det kan være svært at finde en erstatning, når aktiviteten formentlig vender tilbage i løbet af de kommende måneder. Sidst men ikke mindst kan den historisk høje smitte her i januar betyde voldsomt mange sygemeldinger – og dermed kan der være behov for ekstra hænder til at tage over for de sygemeldte.
Der er ikke just udsigt til forbedringer. Det mest sandsynlige er, at både den danske og globale vækst vil forblive høj både i år, og dermed at manglen på arbejdskraft vil fortsætte, når vi kommer på den anden side af den aktuelle smittebølge

Palle Sørensen
Cheføkonom: Beskriver og definerer de store linjer i dansk økonomi. Nykredits cheføkonom er en aktiv stemme i samfundsdebatten ligesom cheføkonomen forholder sig til politiske rammebetingelser.
Relaterede Artikler

Trump fyrer centralbankmedlem

Udsigt til lavere vækst herhjemme
