*c-questionc question887625C2-7BF1-4000-B4A3-B26DC9267EA1@3x2F9E87B5-5CC3-4957-855A-0368FBC07B2C@1xGroup 13-Group 13-Group 13+Group 13+c-questionflag-enStroke 1Stroke 1
Artikel Økonomiske analyser |

Inflationen tager endnu et nøk opad og rammer det højeste over niveau i 30 år

Dansk inflation var hele 4,8% i februar, hvilket er det højeste niveau i over 30 år. Fratrækkes energi og ikke-forarbejdede fødevarer fås kerneinflationen, der viste en mere moderat stigning på 2,7% i forhold til februar 2021. Det viser dagens tal for forbrugerpriser fra Danmarks Statistik.

I næsten et årti har vi vænnet os til en inflation ofte betydeligt under 2%, så det gør ondt ude ved danskerne, når priserne stiger, som de gør i øjeblikket. Særligt fordi lønningerne ikke følger med inflationen. De seneste tal fra Danmarks Statistik peger på, at lønningerne kun er steget med 2,5% det seneste år. Det dækker dog over store forskelle, fx er lønningerne for statsansatte kun steget 0,5%. Der er dog stadigvæk et godt stykke op til de inflationstal, som vi ser andre steder i verden i øjeblikket. Fx lå inflationen i USA på 7,5% i januar.

I kroner og øre betyder stigningen i priserne, at en børnefamilie i dag skal bruge 21.600 kr. mere end sidste år for at købe de samme varer og tjenester.

Krigen i Ukraine vil formentlig få inflationen til at stige markant de kommende måneder

De bagvedliggende priser for inflationen i februar er indsamlet før Ruslands invasion af Ukraine. Og krigen har fået priserne på råvarer og energi til at eksplodere yderligere. Fx er prisen på hvede steget 20-25%, prisen på olie er steget 24% den senest måned – og var endnu højere oppe i starten på uge. Prisen på naturgas i Europa er næsten tredoblet, og alt fra metaller til kul og elektricitet har også oplevet store prisstigninger.

Danskerne kan derfor se frem til lidt af en gyser de kommende måneder, når de handler i supermarkedet eller får rudekurveret fra deres energiselskab.

Som et lille plaster på såret, så går vi heldigvis varmere tider i møde. Dermed bliver der automatisk skruet ned for de gasfyr, som giver anledning til en uforholdsmæssig stor andel af inflationen. De husholdninger, der opvarmer deres bolig med naturgas, er nemlig forvejen ekstraordinært hårdt ramt af den høje inflation.

Palle Sørensen

Cheføkonom: Beskriver og definerer de store linjer i dansk økonomi. Nykredits cheføkonom er en aktiv stemme i samfundsdebatten ligesom cheføkonomen forholder sig til politiske rammebetingelser.

Relaterede Artikler