Federal Reserve hæver renten og lægger an til meget mere
Det står klart efter aftenens melding fra den amerikanske centralbank. Federal Reserve hæver renten med 0,25% til 0,5%, og siger samtidig at der både er lagt op til flere renteforhøjelser over de kommende møder, og at den fra næste møde vil begynde at nedbringe obligationsbeholdningen.

Dermed er krisepolitikken fra coronatiden altså endegyldigt ved at afvikles.
Det er ingen stor overraskelse, at krigen i Ukraine ikke får centralbanken til at holde igen med renteforhøjelserne. Godt nok skriver Fed, at krigen skaber øget usikkerhed og også vil påvirke økonomien negativt – men det er vores bedste vurdering at den negative effekt af krigen er ret begrænset i netop USA. Til gengæld forværrer den det i forvejen høje inflationære pres, som også centralbanken noterer sig.
Det såkaldte Dot-plot med medlemmernes forventninger til renteforhøjelser over de kommende år viser, at et gennemsnittet i styringsrådet ser en rente på 1,9% ved udgangen af i år, 2,8% ved udgangen af næste år og et tilsvarende niveau ved udgangen af 2024. Det er en relativt aggressiv kurs centralbanken har lagt her med 6 yderligere renteforhøjelser for resten af året – det svarer til forhøjelser på alle møder. Det er nogenlunde dog samme niveau som markedet forventer.
Det store spørgsmål er, om det inflationschok som verden og USA har oplevet på det seneste, det vil medvirke til at svække væksten i en grad, så forventningen om en så hurtig stramning af politikken ikke kan gennemføres.
Et enkelt medlem fra centralbanken, James Bullard, ønskede sig på dagens møde en kraftige stramning med en renteforhøjelse på 0,5 procentpoint. Det var han dog ene om.

Frederik Engholm
Chefstrateg: Beskriver og definerer de store linjer i global økonomi og investeringsforhold. Herunder Nykredits holdning til investering, rente-, valuta- og aktiemarkedet.
Relaterede Artikler

Trump fyrer centralbankmedlem

Udsigt til lavere vækst herhjemme
