Tydelige tegn på opbremsning i boligsalget
Boligsiden har netop offentliggjort nye tal for antallet af bolighandler. I februar blev der samlet set solgt 7.221 boliger i Danmark. Det er lavere end i 2021, men fortsat pænt niveau historisk set. Salget i februar svarer samtidig til en stigning på 3% i forhold til januar.

Det er dog normalt, at salget af boliger stiger fra januar til februar og korrigeres tallene for sæsonudsving, så er der tale om et fald på 5,4%. Ifølge de sæsonkorrigerede tal faldt salget af alle tre boligtyper fra januar til februar. Salget af huse faldt 3,8%, salget af ejerlejligheder faldt hele 17,0%, mens salget af sommerhuse faldt 14,8%, når der altså er taget højde for sæsonens betydning. De store fald i salget af ejerlejligheder og sommerhuse skal ses i lyset af, at januar omvendt bød på store stigninger i salget af de to typer boliger. Det ændrer dog ikke ved, at faldene i februar formentlig er første bevis på, at boligmarkedet bremser op fordi de højere boligrenter, højere energipriser og generelt større usikkerhed i økonomien er begyndt at påvirke danskernes pengepung og boligmarkedet negativt.
Vi forventer, at de kraftigt forøgede priser på energi, stigende renter og krig vil dæmpe boligsalget yderligere i de kommende måneder, og det er ikke længere urealistisk, at vi vil se prisfald på boliger i dele af 2022. Familier som allerede er langt i et boligkøb vil formentlig holde fast og få det afsluttet, men strømmen af nye boligkøbere bliver mindre. Højere renter og de høje gaspriser vil mærkes af boligkøberne, når de går i banken og skal låne til drømmehuset eller lejligheden. Mange mærker også allerede hvor dyrt det er blevet at varme huset op og fylde benzin på bilen.
Usikkerheden omkring, hvordan energipriser og selve krigen udvikler sig giver grobund for økonomisk usikkerhed. Øget usikkerhed omkring den økonomiske situation påvirker vores lyst og mulighed for at foretage store økonomiske beslutninger - nogle vil vente med at bestille sommerferien, og nogle vil sætte nogle indledende tanker omkring et boligsalg eller - køb på hold. Derfor forventer vi, at boligsalget gradvist vil dæmpes yderligere de kommende måneder - de færre handler vil medføre mindre tryk på priserne og lavere prisstigninger eller direkte prisfald nogle måneder.
Ejerlejligheder og sommerhuse vil rammes hårdest
Vi forventer, at opbremsningen på boligmarkedet vil ramme bredt og at både salget af huse, ejerlejligheder og sommerhuse vil falde i de kommende måneder. Salget af ejerlejligheder og sommerhuse er dog normalt det mest rente- og konjunkturfølsomme, mens hussalget typisk udvikler sig relativt mere stabilt. Det vil formentlig også gælde denne gang, da boligbyrden er højest på ejerlejlighedsmarkedet og sommerhuse er trods alt fortsat er et luksusgode, som primært købes i tider, hvor det økonomiske overskud er voksende.

Mira Lie Nielsen
Boligøkonom: Rådgiver og inspirerer boligejerne om boligfinansiering, boligpriser og udviklingen på boligmarkedet.
Relaterede Artikler

Trump fyrer centralbankmedlem

Udsigt til lavere vækst herhjemme
