*c-questionc question887625C2-7BF1-4000-B4A3-B26DC9267EA1@3x2F9E87B5-5CC3-4957-855A-0368FBC07B2C@1xGroup 13-Group 13-Group 13+Group 13+c-questionflag-enStroke 1Stroke 1
Artikel Økonomiske analyser |

Færre virksomheder forventer stigende priser

Der er ikke længere vækst i andelen af virksomheder, der venter stigende priser. Konkret ventes der færre prisstigninger de kommende tre måneder end vi har set de seneste tre måneder. Der er dog fortsat en udbredt forventning om stigende priser de kommende tre måneder.

Det er positivt, at der er spirende tegn på, at virksomheder ikke længere venter at hæve priserne i helt samme tempo. Det skyldes ikke mindst, at den rekordhøje inflation, som vi oplever i øjeblikket, har potentiale til at sætte økonomien i stå, da udhulingen af købekraft ventes at ramme privatforbruget.

Dagens konjunkturbarometertal er dog kun et udtryk for spirende bedring. Det er fortsat en meget høj andel af virksomhederne, der venter at hæve priserne, så man kan ikke afvise, at der er yderligere inflation i vente på den korte bane.

Erhvervstilliden peger fortsat på vækst trods fald i maj

Den sammensatte erhvervstillidsindikator, der sammenfatter industri, byggeri, serviceerhverv og detail falder en tand og lander på 106,3 i maj. Det er et fald på 4,6 i forhold til april.

Erhvervstilliden går for første gang i flere måneder i samme retning som forbrugertilliden. Forbrugertilliden faldt i maj til det laveste niveau nogensinde målt siden statistikkens start i 1974 – og dermed lavere end under den anden oliekrise, finanskrisen og pandemien.

Det er helt naturligt at den seneste udvikling smitter af på virksomhedernes humør. Både fordi vækstudsigterne i Danmark og resten af EU er markant forværret siden krigen i Ukraine startede, og de voldsomme omkostningsstigninger, som virksomhederne oplever på energi og råvarer, samt øgede lønudgifter, der ifølge Dansk Arbejdsgiverforening (DA) steg med 3,8% i forhold til året før. Læg der til at nogle virksomheder mister forretning i Ukraine og Rusland, og så har man en giftig cocktail, der kan få erhvervstilliden til at falde markant. Det er dog vigtigt holde sig for øje, at erhvervstilliden falder fra et meget højt niveau og dermed fortsat peger på vækst.

Det er vigtigt, at forstå proportionerne. For selvom der er skruet ned for vækstudsigterne, så venter vi, at der bliver tale om en relativt kortvarig periode med lav vækst, samt at væksten vender tilbage allerede næste år. Det står med andre ord i stor kontrast til det, vi fx så under pandemien i 2020, hvor der skete et voldsomt aktivitetsfald fra 1. til 2. kvartal. Dagens tal indikerer, at virksomhederne, i hvert fald på den korte bane, ikke forventer, at blive voldsomt hårdt ramt af konsekvenserne af krigen. Konjunkturbarometrene belyser virksomhedernes syn på udviklingen i de kommende og foregående tre måneder.

De negative konsekvenser af krigen kommer også i forlængelse af de stigende renter, hvilket også var ventet at få virksomhederne til at se knap så lyst på fremtiden, da finansieringsomkostningerne stiger.

Palle Sørensen

Cheføkonom: Beskriver og definerer de store linjer i dansk økonomi. Nykredits cheføkonom er en aktiv stemme i samfundsdebatten ligesom cheføkonomen forholder sig til politiske rammebetingelser.

Relaterede Artikler