*c-questionc question887625C2-7BF1-4000-B4A3-B26DC9267EA1@3x2F9E87B5-5CC3-4957-855A-0368FBC07B2C@1xGroup 13-Group 13-Group 13+Group 13+c-questionflag-enStroke 1Stroke 1
Artikel Økonomiske analyser |

Inflationen fortsætter mod skyerne

Dansk inflation landede på hele 8,2% i juni, hvilket er det højeste niveau siden februar 1983.

Fratrækkes energi og ikke-forarbejdede fødevarer fås kerneinflationen, der viste en stigning på 4,8% i forhold til juni 2021. Det viser dagens tal fra Danmarks Statistik.

I næsten et årti har vi vænnet os til en inflation ofte betydeligt under 2%, så det udfordrer danskernes privatøkonomi voldsomt, når priserne stiger, som de gør i øjeblikket. Særligt fordi lønningerne ikke følger med inflationen. De seneste tal fra Dansk Arbejdsforening peger på, at lønningerne (på DA-området) steg med 3,4% i andet kvartal i år i forhold til samme kvartal sidste år. Det var faktisk en smule lavere lønstigninger end i 1. kvartal 2022, hvor lønningerne steg 3,8%. De seneste tal fra Danmarks Statistik peger dog på markant lavere lønfremgang for offentligt ansatte.

I kroner og øre betyder stigningen i priserne, at en børnefamilie i dag skal bruge ca. 37.000 kr. mere end sidste år for at købe de samme varer og tjenester.

Geopolitisk uro, nedlukninger i Kina og fortsat høj aktivitet presser priserne

Det er på mange måder den perfekte storm, der rammer os i øjeblikket. Krigen i Ukraine fik priserne på råvarer, fødevarer og energi til stige endnu mere. Priser som i forvejen var historisk høje. Sidste år skabte den globale genopretning efter pandemiens tidlige faser stor efterspørgsel, og samtidig var forsyningskæderne voldsomt pressede, hvilket gjorde fx fragt uhørt dyrt. Læg dertil lokale nedlukninger, ekspansiv penge- og finanspolitik, og mangel på særlige komponenter, herunder mikrochips, og så han man opskriften på meget høj inflation. Nu er vi så ovenikøbet ramt af et stort udbudschok, da Rusland er storproducent af både hvede, metaller og energiprodukter. Det har lagt et yderligere pres på priserne i opadgående retning.

Den seneste udvikling på de europæiske gasmarkeder peger på endnu højere inflation i juli. Priserne på naturgas er steget voldsomt efter Rusland har skruet ned for gasleverancerne til Europa, og i Danmark rammer det som regel forbrugerne med en måneds forsinkelse. Så inflationen bliver formentlig endnu højere i juli måned. Og hvis Rusland ikke genåbner Nord Stream 1 efter vedligeholdelsesperioden, der starter i dag, så bliver inflationen formentlig endnu højere den kommende tid.

På den anden side peger flere ting dog på, at inflationen er tæt på toppen. Oliepriserne er kommet betydeligt ned i løbet af juni, tømmer- og jernpriserne falder, og hvedepriserne er faldet betydeligt. Det er med til at fjerne dele af inflationspresset, men det tager tid før det rammer forbrugerpriserne. Og vi skal formentlig helt hen til efteråret før pilen for alvor peger nedad igen.

Palle Sørensen

Cheføkonom i Nykredit

Beskriver og definerer de store linjer i dansk økonomi. Nykredits cheføkonom er en aktiv stemme i samfundsdebatten ligesom cheføkonomen forholder sig til politiske rammebetingelser.

Relaterede Artikler