Vi har set bunden i ledigheden – stigning for anden måned i træk
Ledigheden steg for anden måned i træk i juni og landede på 73.300 personer efter en stigning på 1.900. Dermed er ledigheden oppe på 2,5% af arbejdsstyrken. Det viser dagens dugfriske tal fra Danmarks Statistik.

Vi har formentlig nu set bunden i ledigheden i denne omgang. Udsigterne til dansk økonomi er lidt mere dystre i disse tider, hvilket gårsdagens erhvervstillid også viste, og det peger på, at vi kommer til at se en fortsat stigning i ledigheden den kommende tid.
Stigningen skal også ses i lyset af, at antallet af ledige ukrainere steg fra 3.300 i maj til 4.500 i juni, hvormed en del af den overordnede stigning faktisk kommer herfra.
Man skal dog alligevel huske det gode humør, da en ledighed på 73.300 personer historisk set er meget lav. Ser vi bort fra de seneste måneder, så skal vi tilbage til 2008 for at finde et lignende lavt niveau. Det understreger, at vi fortsat ser på et meget stramt arbejdsmarked, og et ledighedsniveau der nærmest ikke kan blive lavere.
Under coronakrisen var ledigheden mere end dobbelt så højt som nu, da den toppede på knap 155.000 i maj 2020. Det er ikke vores forventning, at vi skal derop igen lige foreløbig, da vi stadig har et højt antal ledige stillinger i Danmark. Men når vi ser et år frem, har vi nok en ledighed, der ligger over 80.000 personer.

Asbjørn Klein
Senioranalytiker i Nykredit
Relaterede Artikler

Trump fyrer centralbankmedlem

Udsigt til lavere vækst herhjemme
