Stille periode for Nationalbanken varsler rentestigning på 25 basispunkter om få uger
Nationalbanken havde ikke behov for at intervenere i valutamarkedet i juni.

Nationalbanken havde ikke behov for at intervenere i valutamarkedet i juni.
Det viser netop offentliggjorte tal fra Nationalbanken. Dermed blev første halvår af 2022 afsluttet, uden at der på noget tidspunkt har været behov for interventioner. Det står i skarp kontrast til december, hvor nationalbanken måtte sælge kroner for hele 47 mia. i et forsvar af kronen.
Det faktum at kronekursen fortsat er til den stærke side, har givet spekulationer om, hvorvidt Nationalbanken ville udnytte ECB’s ventede rentestigning på 25 bp d. 21. juli til at svække kronen en tand. Det kunne fx ske ved kun at hæve renten med 20 bp. I Nykredit vurderer vi dog, at den risiko er meget lav, da dagens tal bekræfter, at der er relativt god balance i markedet.
Intet behov for at intervenere i første halvår af 2022
Kilde: Macrobond, Nykredit Markets
Snarligt farvel til negative pengepolitiske renter
Danmark har i øjeblikket den laveste pengepolitiske rente i verden til trods for, at inflationen er kravlet på den forkerte side af 7% - det højeste niveau siden starten af 80’erne vel at mærke. Lige nu er det mest sandsynlige, at vi kan vinke farvel til de negative pengepolitiske renter d. 8 september, hvor ECB holder endnu et møde. Vores forventning er, at ECB hæver renten med 25 bp d. 21. juli og yderligere 50 bp d. 8. september – og at Nationalbanken følger ECB 1:1. Sker dette bliver renten +0,15% i september i modsætning til de -0,60% i dag.
Kilde: Macrobond, Nykredit Markets

Palle Sørensen
Cheføkonom i Nykredit
Relaterede Artikler

Trump fyrer centralbankmedlem

Udsigt til lavere vækst herhjemme
