Boligpriserne faldt igen i august- markant fald på ejerlejligheder i København
Boligsiden har denne morgen offentliggjort tal for boligprisudviklingen i august 2022. Tallene viser, at priserne på både huse og ejerlejligheder faldt fra juli til august. Det er nu 2. måned i træk, at priserne falder.

Sæsonkorrigeres udviklingen i priserne, som de bør, så er der tale om prisfald på huse på 0,4%, mens salgspriserne på ejerlejligheder er dykket yderligere 1,2% den seneste måned. Ejerlejlighedspriserne i København By faldt 2,0% efter sæsonkorrektion. Det er meget markante prisfald på ejerlejligheder i København, som ikke er set siden sommeren 2011.
Priserne giver efter for rente-presset – især på ejerlejlighedsmarkedet i København
Danskernes lyst til boligkøb presses af de store rentestigninger, som gør det dyrere at låne penge, men privatøkonomien udfordres også af den høje inflation, som meget mærkbart udhuler købekraften - det gør, at færre har råd eller lyst til at købe bolig ved det nuværende prisniveau. Boligpriserne er fortsat høje og har endnu ikke helt justeret sig til den nye samfundsøkonomiske virkelighed, som presser boligkøberne. Der er tale om en generel opbremsning i aktiviteten på boligmarkedet i hele landet, men faldet i salget af ejerlejligheder i de dyreste områder er dog mest markant, og det er som konsekvens også dér, vi nu ser priserne falde hurtigst. De seneste tre måneder er priserne i København By samlet allerede faldet 4,6% efter sæsonkorrektion. I de dyreste områder og på ejerlejlighedsmarkedet er budgettet hos boligkøberne længe ofte været presset til det yderste, og når så renterne stiger, så falder mange fra. Der er samtidig skrappere kreditvilkår i Hovedstadsområdet og Aarhus Kommune, og derudover så synes boligmarkedet omkring København og ejerlejlighedsmarkedet i de større byer generelt at være et lidt mere spekulativt marked, hvorfor udsigten til prisfald også kan være det, som afholder nogle fra at købe bolig netop nu.
Boligmarked i modvind fremadrettet
Vi forventer, at situationen med højere renter, færre handler, og større udbud af boliger til salg, vil medvirke til faldende priser hen over det kommende halvandet års tid- vi forventer de største prisfald i de dyreste områder omkring Hovedstaden, men prisfald vil kunne opleves i langt størstedelen af landet og på tværs af boligtyper. Det bør dog også nævnes, at udbuddet af huse til salg er øget, men udbuddet ligger fortsat lavt historisk set, og det vil begrænse prisfaldene. Det er dog værd at bemærke, at dansk økonomi og især arbejdsmarkedet står rigtigt stærkt, og det vil også understøtte boligpriserne og holde hånden under prisfaldet. Vi kan dog ikke komme uden om, at boligbyrden, som er den andel af den disponible indkomst, der går til at finansiere et boligkøb, er meget høj i og omkring København, og at priserne vil falde for at markedet igen løsnes op. Vores forventning er, at huspriserne på landsplan vil falde ca. 7% det kommende halvandet års tid og omtrent 11% prisfald i ejerlejlighedspriserne på landsplan – det er forholdsvis store prisfald, men vil mange steder ikke være store nok til at reversere de prisstigninger, som har fundet sted i 2020 og 2021.

Mira Lie Nielsen
Boligøkonom: Rådgiver og inspirerer boligejerne om boligfinansiering, boligpriser og udviklingen på boligmarkedet.
Relaterede Artikler

Trump fyrer centralbankmedlem

Udsigt til lavere vækst herhjemme
