Danskernes humør blev en tand bedre i november – men er fortsat i kulkælderen
Forbrugertilliden stiger en tand og lander på -30,4 i november mod -37,0 i oktober. Dermed lægges der lidt afstand til bundrekorden fra sidste måned. Tallet for november er dog fortsat lavere end under den anden oliekrise, finanskrisen og senest pandemien.

Det er formentlig den midlertidige bedring på energimarkederne, der har gjort forbrugerne mere optimistiske. For selvom inflationen fortsatte sin himmelflugt i oktober, så var der i samme periode en spirende optimisme i forhold til den europæiske gaskrise. Vi har således set ret markante fald i både el- og gaspriser – både på spot- og futures markederne indtil midten af november. Det bør lune lidt i danskernes mildest talt udfordrede privatøkonomier. Omvendt ser vi nu formentlig ind i en periode med stigende energipriser.
Humøret er dog fortsat i kulkælderen, da danskerne er ramt på flere fronter. For ikke nok med at flere danskere end tidligere ventet står til at skulle vinke farvel til deres job, så rækker pengene ikke så langt, når vi er nede i dagligvarebutikken eller der kommer rudekuverter fra energiselskabet. Samtidig skrumper de fleste danskeres formue. Aktierne har taget et alvorligt dyk siden årets start, pensionsopsparingen er blevet mindre, og der er tilmed udsigt til at boligen falder markant i værdi den kommende tid. Læg dertil en bølge af usikkerhed, som krisen har affødt, og så har man grundlaget for en meget lav forbrugertillid.
Meget bedre bliver det ikke, når vi ser på danskernes lønfremgang, der i øjeblikket ligger historisk langt fra de generelle prisstigninger. Stort set alle danskere oplever derfor, at deres rådighedsbeløb falder markant i øjeblikket, og samtidig ser perioden med forhøjet inflation ud til at blive længere og længere. Det forventes dog fortsat, at danskerne vil vinde det tabte tilbage i løbet af ca. 4 år.
På trods af de små stigninger, så er forbrugertilliden fortsat meget lav. Det ventes at lægge en dæmper på privatforbruget de kommende måneder. Det er nærliggende, at mange danskere udskyder bilkøbet, hopper over restaurantbesøget, eller aflyser vinterens skiferie i lyset af det pres, som danskernes privatøkonomi er under. I sidste ende betyder det lavere omsætning i danske virksomheder og dermed lavere aktivitet, men det er vigtigt at understrege, at den historiske sammenhæng mellem udviklingen i forbrugertilliden og privatforbruget kun har været ganske svag.

Svend Greniman Andersen
Seniorøkonom i Nykredit
Relaterede Artikler

Trump fyrer centralbankmedlem

Udsigt til lavere vækst herhjemme
