Dansk økonomi fortsætter i allerhøjeste gear – men krisen får formentlig overtaget fremadrettet
BNP voksede med 0,5% (kvartal til kvartal) i tredje kvartal i år. Det viser det netop offentliggjorte nationalregnskab fra Danmark Statistik.
Nationalregnskabet bekræfter således, at der var vækst i 3. kvartal, som også BNP-indikatoren viste tidligere på måneden.
Fremgangen er navnlig drevet af en stærkt eksport og beskæftigelse samt en svag import. Hvorimod privatforbruget og det offentlige forbrug trækker i den anden retning.
Kvartalet har generelt været domineret af relativt robuste nøgletal. Arbejdsmarkedet ser fortsat stærkt ud, eksporten har været relativt overbevisende, detailsalget er fortsat overraskende stærkt og flaskehalsene i produktionen, synes at være for nedadgående. Det er alt sammen med til at holde aktiviteten oppe.
På den anden side har kvartalet været domineret af de rekordhøje energipriser. Navnlig i august måned så det voldsomt dystert ud. Men det rammer ikke nødvendigvis aktiviteten lige med det samme. Fx lukker de danske agurke- og tomatproducenter først ned for produktionen i vintermånederne. Med andre ord rammer krisen med en vis forsinkelse.
Dagens måling ligger helt i tråd med Nykredits prognose for dansk økonomi, hvor vi ventede positiv vækst i tredje kvartal. Men det ændrer ikke på, at de kommende kvartaler ser svære ud. I Nykredit venter vi, at aktiviteten falder i 4. kvartal i år, samt 1. kvartal næste år. Og dermed at dansk økonomi ender i teknisk recession. Vi er dog fortsat relativt optimistiske omkring fremtiden og venter ikke en dyb og langvarig krise.
Relaterede Artikler
Eurozonens bedste erhvervsbarometer stiger med aftagende uro om Iran
Ny Fed-formand kommer ikke med renteændring