Antallet af konkurser fortsætter op i oktober
274 aktive virksomheder gik konkurs i oktober – det er en stigning på 6,1% i forhold til september.

Samlet medførte konkurserne 1.505 tabte jobs. Det viser netop offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik.
Antallet af konkurser har generelt været stigende siden midten af 2021, hvor vi til gengæld havde et rekordlavt antal konkurser. Dagens tal bekræfter denne tendens. Men i dag ligger antallet af konkurser fortsat ikke meget højere end det niveau, som vi så inden pandemien. Altså på ingen måde faretruende højt på nuværende tidspunkt.
I oktober måned gik der 1.505 job tabt i konkurser, hvilket er en stigning på 21,2% i forhold til september. I forhold til den normale dynamik på arbejdsmarkedet, hvor mere end 80.000 i øjeblikket forlader sit job hver måned og næsten lige så mange får et nyt, er det en dråbe i havet. Samtidig hungrer mange virksomhederne fortsat efter arbejdskraft, så ansatte i konkursramte virksomheder har stadigvæk gode muligheder for at finde et nyt job.
Men antallet vil formentlig stige endnu mere
Generelt er nøgletallene for dansk økonomi fortsat relativt robuste, men ser vi fremad, er der anderledes mørke skyer. I øjeblikket er det særligt gaskrisen, der på trods af en vis bedring siden august fortsat tynger udsigten for europæisk og dansk økonomi. Det vil formentlig føre flere konkurser på sigt – selvom enkelte brancher allerede ramt. Særligt synes bygge- og anlægssektoren at være ramt i øjeblikket, hvor en række større selskaber er gået konkurs i første halvår af 2022. Byggebranchen er ramt af en bitter cocktail af stigende renter, faldende aktivitet på boligmarkedet og høje materialeomkostninger, der ikke nødvendigvis kan gives videre til kunderne.
Samtidig står de danske virksomheder også foran en større test i forbindelse med tilbagebetalingen af udskudte moms- og skattebetalinger fra pandemien. Flere virksomheder vil formentlig også optage det nye statslån til at dække de rekordstore energiregninger. Det er nærliggende, at det vil drive konkurstallene op de kommende år. Særligt hvis vi går ind i en decideret recession.

Palle Sørensen
Cheføkonom: Beskriver og definerer de store linjer i dansk økonomi. Nykredits cheføkonom er en aktiv stemme i samfundsdebatten ligesom cheføkonomen forholder sig til politiske rammebetingelser.
Relaterede Artikler

Trump fyrer centralbankmedlem

Udsigt til lavere vækst herhjemme
