I Nykredit arbejder vi hver dag på at blive grønnere. Det gør vi blandt andet ved at nedbringe vores eget energiforbrug men også ved at støtte samfundet i den grønne omstilling.
Fra den 1. januar 2019 tager vi endnu et skridt på vejen mod et mere bæredygtigt Nykredit. Vi har nemlig indgået en aftale om at indkøbe oprindelsesgaranteret vindstrøm fra selskabet EWII, der dækker hele vores årlige elektricitetsforbrug. Ved udgangen af 2019 har Nykredit dermed indfriet målet om at reducere vores totale CO2-udledning med 65 % sammenlignet med niveauet i 2012.
”Ved at overgå til 100% grøn strøm har Nykredit taget et vigtigt skridt i retningen mod at blive en grønnere virksomhed. Med omlægningen til garanteret vindmøllestrøm opnår vi en kæmpe CO2-reduktion samtidig med, at Nykredit sender et klart signal om, at vi påtager os et ansvar for samfundet - i tråd med samfundsløftet” siger vicedirektør Martin von Horsten, Procurement & Facility Management.
Medarbejderne kan også få grøn strøm
Men det er ikke kun på koncernniveau, at vi kan gøre en forskel. Som et led i aftalen med EWII, kan man som medarbejder i Nykredit også få en elaftale, hvor man ikke betaler ekstra for at få grøn strøm.
Mål for fremtiden
Når man står i den situation, at 2020-målsætningen om en 65 % reduktion af CO2-udledningen bliver indfriet før tid, hvad gør man så? Man sætter selvfølgelig nogle nye, mere ambitiøse mål. Vores nye grønne mål er bl.a. at reducere el- og varmeforbruget i koncernen med 25 % inden udgangen af 2025.
I 2018 har vi intensiveret vores konvertering til LED-belysning, og i samarbejde med flere af vores udlejere har vi indgået fornuftige aftaler om at etablere solcelleanlæg på nogle af vores eksisterende lokationer.