Nykredit opjusterer forventningerne til 2020
Nykredit-koncernen aflægger halvårsregnskab 20. august, men allerede i dag opjusteres forventningerne til det samlede resultat for 2020 med 1,5 mia. kr.
Nykredits kunder har indtil videre som helhed klaret sig godt igennem Coronakrisen, og Nykredit-koncernen kan 20. august levere et tilfredsstillende regnskab, der er væsentligt bedre end forventet. Derfor opjusteres forventningerne til det samlede resultat for året.
”Vores kunder har som helhed klaret sig godt gennem Coronakrisen indtil videre. Særligt i marts, april og maj oplevede vi på grund af Coronakrisen betydelig efterspørgsel efter lån og likviditet. Siden er efterspørgslen dalet i takt med genåbningen af samfundet, men det kan vende igen. Sker det, står vi naturligvis klar til at hjælpe vores kunder på ny,” udtaler koncernchef Michael Rasmussen.
Forventningerne til forretningsresultat og resultat før skat for hele 2020 opjusteres fra 2,5-3,5 mia. kr. til 4-5 mia. kr. Opjusteringen bunder i udviklingen på de finansielle markeder samt de nuværende forventninger til samfundsøkonomien - men også i en positiv udvikling i Nykredit og Totalkredit.
”Vi har på trods af Coronakrisen fortsat udlånsvækst og kundetilgang i både Totalkredit og Nykredit Bank. I Totalkredit har vi i år – for første gang – øget udlånet i alle landets 98 kommuner. Vi er stolte af, at vi på trods af Coronakrisen har et aktivt udlån i hele Danmark. Det er en meget væsentlig del af Nykredits samfundsansvar at låne ud i hele landet – også i krisetid,” siger Michael Rasmussen.
Forventningerne til 2020 er som følge af Coronakrisen fortsat i højere grad end normalt behæftet med usikkerhed. Nykredit-koncernen aflægger halvårsregnskab 20. august.