Nykredit vært for hackathon: Vi udvikler fremtidens bank

For første gang er Nykredit vært for et hackathon. Her vil 100 specialister bruge en intens weekend på at ideudvikle og fremstille prototyper for fremtidens digitale relationsbank. Efter 54 timer kåres den bedste ide.

Der står intensiv ideudvikling og prototyping på programmet, når Nykredit bliver vært og challenge-virksomhed i et såkaldt hackathon – et arrangement, hvor udviklere, servicedesignere og andre specialister bruger to intensive dage på at komme med deres bedste bud på to udfordringer:

 

  • Hvordan gør vi det med teknologi lettere for flere at eje en bolig
  • Hvordan designer vi fremtidens digitale erhvervsbank?

 

Deltagerne skal bruge deres faglige viden og kreativitet til at eksperimentere, udvikle og nytænke løsninger på de to udfordringer.

Hvad er et hackathon?

Ordet hackathon er en sammentrækning af ”hack” og ”marathon”.

 

Et Hackathon er en begivenhed, hvor teams bestående af udviklere, servicedesignere og andre specialister, der er involveret i softwareudvikling, mødes i et kort intensivt konkurrencepræget forløb. Som afslutning pitcher hvert team sit resultat over for et dommerpanel, som udvælger den bedste ide. 

 

Formålet med hackathons er ikke at producere færdige løsninger, men mere at få skabt idéer og grundlag for senere egentlig produktudvikling.

Arrangementet foregår i København i weekenden den 15.-17. juni 2018, og som deltager kan man forvente højt tempo, vejledning fra mentorer og masser af inspiration – og naturligvis præmier til vinderholdet.

 

Hackathon’et gennemføres som en del af samarbejdet med Copenhagen Fintech – et netværk for fintech-virksomheder – som Nykredit har været sponsor for siden februar 2018.

 

Arrangementet er blevet til i samarbejde med StartupWeekend, der afholder lignende events over hele verden, og det kickstarter Copenhagen FinTech Week 2018.

 

Læs mere om arrangementet her, hvor du også kan tilmelde dig.

Hvad er fintech?

Ordet fintech er en sammentræning af ”financial” og ”technology”. Fintech findes både inden for startups og etablerede finans- og teknologivirksomheder, der prøver at erstatte eller forbedre de eksisterende finansielle services.