2024
2024
Covid-19-pandemien har fortsat et solidt tag i Danmark og resten af verden, men I Nykredit tror vi på, at boligmarkedet og dansk økonomi kommer markant bedre gennem coronakrisen, end det tydede på for blot få måneder siden. Hvis økonomien mod forventning vender til det værre igen, står vi i Nykredit på ny klar til at hjælpe vores kunder igennem.
Vi har fortsat kundetilgang og udlånsvækst i både Totalkredit og Nykredit Bank. I Totalkredit er det naturligvis tilgang af boligejere, der driver væksten, mens det i banken er tilgang af virksomheder. Vi oplever, at mange erhvervskunder – også store virksomheder – i en krisetid sætter pris på at være kunde i en foreningsejet bank, der kan agere langsigtet.
Kundernes gennemsnitlige bidragsbetaling i Totalkredit er lige nu lavere, end den har været på noget tidspunkt i mere end seks år. Udviklingen skyldes, at vi giver KundeKroner, og at vores kunder i højere grad afdrager på deres lån og vælger lån med fast rente, hvor bidragsbetalingen er lavere.
Hvor der er liv, er der lån. Sammen med pengeinstitutterne i Totalkredit har vi i første halvdel af 2020 øget udlånet til danske boligejere i samtlige 98 kommuner. Det er Nykredit-koncernens erklærede samfundsopgave at give sikre, billige lån i hele Danmark til enhver tid.