Teambuilding til lands, til vands og i luften

Skjorterne og de pæne sko var skiftet ud med praktisk tøj og løbesko, da Nykredits 19 nye graduates skulle rystes sammen og få styrket samarbejdet gennem alt fra logiske tankespil til kajakpolo og mad over bål.

”Vi har faktisk overhovedet ikke fået noget at vide”

Det var 19 engagerede graduates, der en fredag morgen i september mødte op i Glaskuben på Kalvebod Brygge. Kondiskoene var bundet og træningstøjet fundet frem. På programmet stod der teambuilding, og det var noget nær den eneste information, som var oplyst, hvilket Anders Madsen kort beskrev således: ”Vi har faktisk overhovedet ikke fået noget at vide”. ”Vi forventer at blive udfordret og lære hinanden bedre at kende. Det er første dag, vi har sammen i vores læringsgrupper,” fortalte Maria Smed Sahlholdt, der trods den begrænsede information godt turde have lidt forventninger til dagen. De nye graduates er i forbindelse med deres første basecamp blevet inddelt i fem læringsgrupper, hvori de skulle samarbejde om dagens forestående udfordringer.

 

Dagens første ”mega stressende” heat
Efter en kort introduktion til dagens tre heats, påføring af ens Nykredit-T-shirts og lidt morgenmad blev aktiviteterne skudt i gang. Solen skinnede og temperaturen sagde 18 grader, hvilket var heldigt, da alle aktiviteter foregik udendørs. De fem læringsgrupper skulle konkurrere mod hinanden, og turen startede på Amager Fælled, hvor fem poster var fordelt. Her blev læringsgrupperne udfordret på deres evne til at agere vejvisere og aflæse kort. På posterne blev hvert hold blandt andet udsat for en Nykredit Quiz og logiske samt matematiske tankespil. Om dagens første udfordring fortalte Katrine Korning Andersen: ”Det var mega stressende og samtidig sjovt. Der var en god stemning!”, og Maria Smed Sahlholdt supplerede: ”Alle i vores gruppe er konkurrencemennesker, det er godt! Alle var gode til at tage styringen, og vi fandt hver især vores roller”.

Frokost på ægte spejdermanér
Efter første heat gik turen til Naturcenter Amager. Her skulle alle graduates i fællesskab tilberede frokost på bål med fornem hjælp fra to kokke. På ægte spejdermanér blev der både tilberedt fladbrød, majskolber, fisk og meget mere over åben ild. Frokosten blev toppet med en lækker portion rødgrød med fløde og faldt i god jord hos blandt andre Hevan Shakr. ”Det var virkelig hyggeligt med god mad og samarbejde til frokost. Samtidig fik man også mulighed for at tale sammen og hygge lidt midt i al konkurrencen.”   

 

Raketter, spaghettitårne og kamp til stregen

Efter to timers frokostpause blev andet heat skudt i gang. Rundt på naturcenteret skulle læringsgrupperne blandt andet konkurrere i at bygge det højeste tårn af spaghetti og skumfiduser og lave den højest flyvende raket med cola og mentos. Herefter gik turen til Islands Brygge, hvor sidste heat foregik. Her stod den på kajakpolo, og hvert hold kæmpede bravt i vandet i kampen om at indsamle de sidste point til deres hold. Rasmus Lindgreen forklarede efter dagens tre heats, at ”det er virkelig en god forberedelse til vores casearbejde. Vi har fået en god indsigt i vores samarbejde, hvordan vi strategisk arbejder bedst og vores rollefordeling i gruppen”.

Fra lidt spændt til mega sej

Dagen blev rundet af i Glaskuben, hvor vinderholdet fik deres pokal. Der var disket op med sodavand, øl, sandwich og chips. Chefkonsulent og ansvarlig for Nykredits graduateprogram Henrik Georg Andersen var tilfreds med dagens udfald: ”Det var virkelig fedt at se alle ude i deres hold samarbejde som ét team. I går var alle lidt spændte og mødte op i det stiveste puds. I dag var alle mega seje og engagerede i alle udfordringerne – det er en rigtig dejlig udvikling at se!”. Ligeledes var der tilfredshed at finde blandt de nye graduates, heriblandt Mads Skovsbo Heidtmann: ”Det har været en fed dag! Jeg er kommet meget tættere på de andre, især min læringsgruppe. Det har alt i alt været virkelig brugbart med sådan et arrangement - og samtidig virkelig hyggeligt!”