Seneste tegn - Kinesisk vækst taber stadig højde
Officielle PMI-tal fra Kina peger på yderlig svækkelse i kinesisk industri under pres fra bl.a. handelskrigen med USA.
Erhvervstilliden i den kinesiske fremstillingssektor viser yderligere forværring i februar efter længere tids opbremsning. Det er i hvert fald signalet fra det nationale statistikbureaus PMI-indeks – en måling af optimismen blandt indkøbscheferne i en række af de største kinesiske virksomheder, herunder en række statsejede virksomheder. Tallet blev offentliggjort i nat dansk tid.
PMI-indekset faldt fra 49,5 til 49,2 (forventning på 49,5) – tredje måned med fald i træk - efter at blandt andet indekset for eksportordrer faldt til det ringeste niveau i 10 år. Til gengæld var det positivt, at det overordnede indeks for nye ordre steg en smule. Det var særligt de små virksomheder i surveyet, som meldte om svaghed.
Det er dårlige nyheder. Kina har været en afgørende drivkraft bag den opbremsning, verdensøkonomien har mærket over det seneste år – særligt i industrien. I vores del af verden har en række mere lokale usikkerhedsfaktorer også bidraget til afdæmpning, men svækkelse i Kina har uden tvivl også spillet en betydelig rolle. Det er altså ikke overstået endnu.
Længere tids svaghed, men bedring kan vente lige om hjørnet
Den svagere vækst i kinesisk økonomi over det seneste års tid er et resultat af flere faktorer. Dels har handelskrigen med USA ramt eksportsektoren og i det hele taget skabt usikkerhed i det kinesiske erhvervsliv. Dels har myndighederne i 2017 og starten af 2018 strammet kraftigt op for långivningen i skyggebanksystemet – den mindre stramt regulerede del af det finansielle system. Det har sandsynligvis været den vigtigste kilde til svagheden i Kina. De seneste 6 måneder har myndighederne kæmpet med arme og ben for at stabilisere væksten. Man har stimuleret gennem finansielle lempelser, skattelettelser og annonceringer af offentlige investeringer – men effekten af de tiltag slår tilsyneladende ikke fuldt igennem nu. Tidligere på måneden viste tal for kreditvæksten dog en voldsom stigning i januar – det plejer at gå forud for stabilisering i væksten. Vi venter ikke, at de positive signaler ligger langt væk.
Selvom dagens tal er skidt nyt, så vil mange analytikere nok være tilbageholdende med at konkludere for meget. Et andet PMI-tal – det såkaldte Caixin PMI-indeks – offentliggøres tidligt i morgen, og det får typisk lidt større opmærksomhed, da det er mindre fokuseret på de statsejede virksomheder og tilsvarende har flere private, eksportorienterede og også mindre virksomheder i blandt de virksomheder, som adspørges. Caixin PMI faldt kraftigt i januar.
Sammen med dagens industrital kom tilsvarende tal fra den kinesiske servicesektor. Også her sås en lille svækkelse.
Alt i alt bløde signaler fra Kina – skidt nyt for verden, skidt nyt for Danmark og skidt nyt for globale aktiemarkeder.
Relaterede Artikler
Ny Epinion måling viser, at danskerne udskyder drømme og planer trods rekordhøje formuer og friværdier
ECB hæver renten ovenpå nye energiprisstigninger