Udlandet spiller stor rolle i dansk konverteringsbølge
En massiv udenlandsk interesse efter danskernes fastforrentede lån påvirker kurserne i opadgående retning, og det bidrager til boligejernes konverteringsmuligheder.

Dagsfriske tal fra Nationalbanken viser, at de udenlandske investorers kærlighed for danske fastforrentede obligationer ufortrødent fortsatte i marts. Zoomer vi ind på de obligationer, som anvendes til nye 30-årige fastforrentede lån, herunder favoritten 1,5%-lånet, så købte udlandet for næsten 11 mia. kr. i marts ud af den samlede tilgang på 24 mia. kr. Udlandets samlede beholdning af obligationer bag de fastforrentede lån løber nu op i mere end 380 mia. kr., og aldrig har udlandet haft så mange danske fastforrentede obligationer på hænderne, som de har i dag.
Med endnu et pænt opkøb kommer udlandets ejerandel af obligationer bag danskernes fastforrentede lån op på 32%, som er rekordhøjt. For et år siden lød ejerandelen på godt 29%, og vi skal ikke andet end fire år tilbage, før udlandets ejerandel var på det halve af i dag.
Med en så vedholdende og markant udenlandsk sugeevne efter de fastforrentede obligationer er udenlandske investorer med til at drive danske boligejeres lånekurser i vejret. Vi oplevede i marts, at kursen på 1,5%-lånet bankede op over 100 og lukkede for tilbud i en kort periode efter at have begyndt måneden omkring 97. Og netop den kursstigning satte for alvor gang i konverteringsbølgen i marts og april, hvor boligejerne stod over for opsigelsesfristen i går.
Den seneste opgørelse over konverteringsaktiviteten, som var i mandags, viste indfrielser af fastforrentede lån for foreløbig 64 mia. kr. De tal er endnu uden de sidste to dage op til fristen, og vi forventer, at den samlede konverteringsaktivitet løber op i 80-85 mia. kr., når de endelige tal gøres op på mandag.
Selvom der er meget lave renter på danske realkreditobligationer, står de som en eftertragtet vare hos investorerne. En rente på 1,5% eller 2% betyder, sammen med den høje sikkerhed som danske realkreditobligationer står for, at udenlandske investorer retter blikket mod Danmark i jagten på en sikker investering med et relativt pænt afkast. Udover den sikre placering af pengene er den massive efterspørgsel desuden et resultat af ønsket om en højere varighed, som sikrer kursstigning på obligationerne ved yderligere rentefald. Med det seneste rentefald er varigheden kollapset på en stor del af obligationsmarkedet, som man altså nu skal søge efter i 1,5%-obligationerne. Det bidrager til interessen hos både udenlandske og indenlandske investorer.
Den høje udenlandske interesse skal desuden ses i lyset af centralbankernes fortsatte støvsugen af obligationer. Nok stoppede ECB nettoopkøbene ved årsskiftet, men er fortsat yderst aktive i obligationsmarkederne, den amerikanske centralbank har varslet pause i balancenedbringelsen, og den japanske centralbank fastholder deres opkøbsprogram året ud.

Jeppe Juul Borre
Tidligere chefanalytiker i Totalkredit: Rådgiver og inspirerer danskerne om lånefinansiering ud fra det aktuelle renteniveau og relevante realkreditprodukter.
Relaterede Artikler

Trump fyrer centralbankmedlem

Udsigt til lavere vækst herhjemme
